For nu snart 4 år siden fik vi vores datter.

Alt under graviditeten gik lige efter bogen, intet kunne være mere normalt. 2 dage før termin kom hun til verden og fra den dag blev mit liv vendt på hovedet.

 

Jeg malede et glansbillede

Tilde havde et stort behov for nærhed og tryghed. Hun havde fx brug for at amme meget og for at ligge tæt, mere end de andre babyer, jeg kendte til. Når der var noget, der irriterede hende, eller et behov, der ikke blev opfyldt, græd eller skreg hun. Meget.

Jeg kunne sagtens klare de første døgn. Jeg ammede og sad med Tilde mens hun sov hos mig på mit bryst. Det var det eneste sted hun var i ro. Imod alles foranvisninger lagde jeg hende i sengen hos mig. Så havde vi i det mindste en lille chance for søvn.

Men allerede fra 14 dage efter fødslen var jeg alene med Tilde i længere perioder, da min kæreste var ude at sejle. Han var væk i uger og nogle gange i måneder.

Der gik nogle uger og af en eller anden grund fortalte jeg alle, at alt bare var lyserødt. Jeg var blevet mor og hvor var det fantastisk. Det var også de fortællinger, der lod til at glæde de fleste.

Men sagen var jo en helt anden.

Jeg var træt. Ja, det er faktisk ikke ordet. Jeg var slidt op. Mine nerver hang i laser. Jeg fik ikke noget at spise andet end det, der lige var i skabet, som jeg kunne hapse med en hånd og som ikke krævede tilberedning. Jeg sov ikke. Eller det gjorde jeg; det blev til max 30 min. i streg om natten, før Tilde vågnede igen. Om dagen sov hun mellem 10-30 minutter.

Da vi var nået til de 4 mdr. kunne min krop ikke følge med mere. Amningen blev et helvede. Jeg måtte kapitulere og ty til modermælkserstatning. Det var et hård slag. At skulle acceptere, at jeg ikke kunne være der for min datter, sådan som jeg gerne ville; at jeg ikke kunne give hende det, hun ville have allerbedst af, var som at blive amputeret.

 

Jeg kunne ikke spørge om hjælp

Det var for svært for mig at erkende, at jeg var stresset ud over alle grænser og at jeg havde brug for hjælp. At jeg havde brug for aflastning.

Jeg kunne ikke spørge nogen om hjælp. Jeg vidste ikke, hvem der ville stå model til det, jeg stod midt i.

Derudover troede jeg, at alle babyer var sådan; at de skreg så meget og aldrig sov. Jeg troede, at det bare var mig, der ikke kunne klare mosten, og jeg var bange for at blive kaldt pylrehovede eller at blive betragtet som en taber. Det var først meget senere, at det gik op for mig, at vores datter er signalstærk og at hun derfor ofte har nogle kraftigere reaktioner end så mange andre børn.

 

Jeg tænkte på at tage mit eget liv

Jeg havde længe haft sammenbrud, hvor jeg sad og hulkede mens Tilde sov hos mig. Jeg havde allermest lyst til at give op. Hvad var jeg for en mor? Jeg tænkte, at hun ville have det meget bedre uden mig.

Jeg havde tænkt flere gange på, hvordan jeg på den smarteste måde kunne tage mit eget liv. Det skulle være lige inden min kæreste kom hjem. Tilde skulle være spist af, så hun ikke kom til at mangle noget inden far havde taget sig sammen til at give hende noget.

Efter 7 mdr med for lidt søvn, forkert mad og tonsvis af dårlig samvittighed over ikke at kunne være den perfekte mor, eller i det mindste bare være en mor, der kunne rumme sin datter, gik det helt galt. Jeg brød fuldstændig sammen.

Det startede i en sms til min kæreste. Han fik så hatten passede. Så ringede min mor og spurgte om det gik godt. Jeg havde lige forsøgt at få Tilde til at spise. Jeg har faktisk et billede af hende, der sidder på gulvet med en tallerken med små rugbrødshapsere med avokado på. Lige dér faldt den sidste rest af verden sammen for mig. Jeg kunne ikke sige et kvæk. Jeg hylede og hylede. Min mor var her i løbet af kort tid. Vi fik en snak og min kæreste kom hjem.

Nu skulle det blive bedre.

 

En ny start?

Men det blev ikke bedre. Tværtimod. De stressede situationer blev flere omend anderledes.

Vi havde aftalt, at når min kæreste sejlede, så kunne Tilde og jeg bo hos min mor. Så var der aflastning. Jeg kunne nå at få lidt mad ned uden at skulle sluge den hel, kold eller frossen.

Idéen var, at min mor kunne have Tilde hos sig ind i mellem. Men det kunne hun ikke. Tilde skreg og skreg, hvis det var andre end mig, der havde hende.

Derudover kunne Tilde slet ikke håndtere at flytte frem og tilbage. Der gik ca. 20-30 minutter efter, vi kom ind af døren hos min mor før det blev for meget for Tilde. Det gav hun bare ikke udtryk for. Ligesom hos mange andre signalstærke børn, gemmer hun reaktionerne til hun er i trygge rammer eller indtil hun simpelthen ikke kan rumme følelserne mere.

Flytningerne resulterede derfor i deciderede nedsmeltninger hos Tilde. Gang på gang. Det sled selvfølgelig endnu mere på mit i forvejen sårbare nervesystem.

For mig betød det, at jeg ikke formåede at få afløb for mine frustrationer på konstruktive måder, og det resulterede bl.a. i nogle meget grimme samtaler med min mor.

 

Social isolation

Min mor var og er stadig meget uforstående overfor, hvordan et signalstærkt barn fungerer. Også selvom hun selv har to. Jeg er selv mindst særligt sensitiv. Jeg er den introverte type, så jeg gemmer gerne på alt, hvad jeg kan gemme på. Lige indtil bægeret er løbet over mere end en gang. Jeg er altid den glade, udadvendte, sjove pige, selvom jeg indeni er ved at gå helt og aldeles i stykker.

Men hele den her forhistorie har betydet, at jeg har måttet kæmpe en kamp med dem, der står mig nærmest, for at få dem til at forstå, hvilken størrelse Tilde er. Hun magter ikke mange mennesker, hun har ikke brug for mange aktiviteter i løbet af dagen. Hun har brug for megen forberedelse, og hun har brug for en safetyknap, forstået på den måde, at der altid er en vej ud af situationen, hvis den bliver for meget.

Inden hun selv kunne sige fra forsøgte jeg at passe på hende, så godt jeg kunne. Jeg slap hende aldrig af syne, når der var andre i nærheden. Vi fik aldrig besøg hjemme. Jeg kunne ikke magte at skulle have mennesker inden for dørerne, der ikke kendte Tilde godt og som jeg måtte smide ud, når det blev for meget for hende. Jeg kunne ikke magte at komme ud. Tilde og jeg kom stort set aldrig ud. Hun havde det ikke godt i barnevognen. Så det hed bæresele og vikle, hvis vi fx skulle ned og handle. Jeg sørgede for at vide præcis, hvad der skulle handles, hvis vi vågede os ud.

Jeg var den sure, kedelige og overbeskyttende mor. Jeg har måttet lægge øre til mange kommetarer som: “Det er synd for hende, at hun ikke har nogle at lege med”; “Du ødelægger dit barn med den opførsel”. “Du vender hende til at blive båret rundt, når du går med hende hele tiden. Hun skal lære at ligge selv!”

Det triste af det er egentligt, at de fleste kommentarer kommer fra min mor og min kæreste og svigermor. Og fra pædagoger.

 

Børn skal jo i vuggestue

Man skal jo tilbage på job og den lille har godt af at blive passet, siges det. Men ikke Tilde.

Vi startede i vuggestue, og pædagogerne og jeg havde meget forskellige forventninger til, hvordan indkøring skulle foregå. Hverken Tilde eller jeg kunne leve op til vuggestuens krav, så jeg satte hælene i.

Jeg ville ikke efterlade et panisk barn, for så at hente hende en time senere fuldstændig overkørt. Jeg ville ikke gå fra mit barn på den måde og jeg kunne ikke lade hende i stikken i et kaos af mennesker, som hun ikke var tryg ved.

Men vi var jo nødt til at prøve. Sådan føltes det.

 

Fra glad og nysgerrig til indelukket og trist

I den periode Tilde var i vuggestue (4 timer, 3 dage om ugen) så jeg hende ændre sig. Jeg så en glad og nysgerrig pige blive indelukket og trist. Hun lavede ikke mere sjov og ballade herhjemme. Hun havde store nedsmeltninger, når vi kom ind af døren.

Den sidste dag, Tilde var i vuggestue hentede jeg hende udenfor. Der stod hun midt i sandkassen helt forstenet med 30 børn omkring sig. Hun stod bare og kiggede ned i sandet og var helt væk. Så var det slut. Det kunne jeg ikke byde mit barn.

Jeg meddelte vuggestuen, at vi ikke kom mere. Men for søren, hvor har jeg slået mig selv i hovedet og bebrejdet mig selv for den tid, jeg afleverede hende. Det har kostet så uendeligt mange tårer for os begge.

Det har også lært mig, at jeg ikke tager, hvad som helst for gode varer, når det handler om mine børn. Det har været svært at stå imod og kæmpe for mit barn, når samfundet kræver noget andet af en. Jeg bliver så ked af, at der er så lidt plads til vores børn idag!

 

Her er Tilde i dag

I dag går Tilde i børnehave. Vi har været heldige at finde den helt perfekte børnehave med de bedste pædagoger. Her er plads til alle, også de mærkelige, overbeskyttende forældre. Vi brugte knap 3 måneder på indkøring og ikke på noget tidspunkt var vi i vejen i børnehaven.

Tilde trives i børnehaven, hun har mange legekammerater og er vellidt af både børn og voksne. Hun er super dygtig socialt og er god til at aflæse situationer. Hun har et par lange dage på 6 timer og et par på 4 timer. Nogle uger er hun der kun tre dage, for hun magter ikke mere. Vi er heldigvis så privilegerede, at vi kan give hende korte dage og fridage, hvis det bliver nødvendigt.

Alt bliver stadig forberedt til mindste detalje inden vi skal noget. Hvis vi eksempelvis tager i ZOO. Hvad skal vi have at spise? Hvor? Hvordan? Hvad skal vi kigge på og hvor mange mennesker er der mon? På hvilket tidspunkt tager vi afsted og hvornår er vi hjemme igen? Hvor lang tid kan vi bruge hvor, inden Tilde ikke rummer mere?

Vi snakker om en evt. aktivitet mange dage i forvejen. Skal vi på besøg kører vi hele møllen igennem igen og tager alle de spørgsmål, der måtte dukke op alvorligt, for de betyder meget for Tilde.

 

Her er jeg i dag

Jeg har gennem de sidste snart 4 år ændret mig markant.

Jeg har en kort lunte, jeg er altid på stikkerne overfor mine børn.

Jeg kan ikke lide, at Tilde nu efter 3½ år sover i sin egen seng på eget værelse, sammen med enten mig eller far. Hun har altid sovet hos mig og jeg har haft hende helt tæt på.

Jeg kan altid høre hende eller hendes lillesøster også selvom Tilde er i børnehave og søster sover i barnevogn på altanen, med babyalarm, som jeg ikke stoler på.

Det er tit, at min kæreste har sagt til mig, at jeg kan gå ind og sove mens den lille sover, men det kan jeg ikke. Jeg har ikke ro i kroppen, hvis jeg ikke enten kan se hende eller høre hende.

Jeg kan ikke nyde et måltid mad. Det skal ned inden, der er en, der starter sirenerne.

Vi har, min kæreste og jeg, forsøgt at tage ud og spise et par gange, men det bliver næsten aldrig hyggeligt for jeg tænker hele tiden på, hvilket barn jeg kommer hjem til.

Jeg har altid følt, at hvis jeg får muliged for at pleje mig selv, have tid for mig selv, så bliver jeg straffet, når jeg er tilbage.

Jeg har alt for mange gange oplevet at komme tilbage til et alt for overstimuleret barn, når jeg har været væk. Så hvis jeg bliver sendt ud at handle eller ud for mig selv, så stresser jeg over at være væk og kan ikke slappe af, før jeg er hjemme igen.

Og nu hvor jeg sidder og skriver dette, så har jeg et øre i hvert værelse, for jeg ved, at hvis jeg ikke står der indenfor meget kort tid, så kan vi bruge flere timer på at få ro på Tilde igen.

Før i tiden var jeg meget impulsiv. Jeg endte endda på Fillipinerne sammen med en veninde fra en dag til en anden. Det er slut! Jeg skal helst have planlagt alt, hvis vi skal noget. Også hvis vi ikke skal noget.

Det værste for mig er gråden. For et halvt år siden fik vi lillesøster. Hun er en pige, der elsker selskab og ballade. Hun sover godt, men det gør jeg bestemt ikke. Jeg er vågen før hun nærmest grynter og klar til at trøste, hvis hun skulle blive ked af det. Jeg kan simpelthen ikke rumme gråden. Den gør så ondt helt ind i knoglerne og gør ondt i mine ører. Jeg bliver frustreret, også selvom gråden hurtig stopper. Jeg kan ikke rumme den. Jeg kan mærke fysisk, at jeg går i stykker indeni. Det ved jeg godt, at jeg ikke gør, men det føles sådan og jeg har slet ikke hold på mig selv.

Jeg har været nødt til at overlade den lille meget til far. min kæreste læser nu på fjernstudie, så han er hjemme og kan tage over. Han startede på at læse, hvilket har betydet meget mere ro på familien. Han sejler ikke mere. Alt det har haft stor betydning for Tildes trivsel.

Vi har en aftale om, at vi skiftes til at tage lillesøster om natten, så vi hveranden nat sover hos Tilde. Det giver et lille håb om mere søvn, men Tilde har stadig mange opvågninger i løbet af natten, så det er ikke altid en fordel.

 

Det er svært for mig at skabe tid eller overskud nok til at passe på mig selv

For at passe på mig selv, har jeg lært at meditere. Det hjalp mig meget i den periode, hvor det kunne tage op til 3 timer at putte Tilde. Jeg kunne meditere hende i søvn nogle gange. Så jeg kunne putte og så komme nogenlunde “frisk” ud på den anden side. Det med meditationen er løbet ud i sandet. Jeg får ikke lavet tid til det længere og så glemmer jeg det i en travl hverdag, selvom det er her, jeg har allermest brug for det.

For at få lidt styr på mig selv, har jeg investeret i kosttilskud. Jeg tager magnesium, Q10, B2, Bidro pms og D3-vitaminer. Egentlig er det for at forbygge migræne, men jeg har oplevet, at de også har andre “bivirkninger”, som et mere harmonisk nervesystem. Jeg tyer ofte til Bachs rescue dråber eller pastiller for lige at tage toppen af mine nerver/min stress.

Herhjemme har vi en aftale om at få dyrket noget motion. Jeg har tidligere dyrket meget motion som spinning, løb og styrketræning. Men det bliver ikke til noget. Jeg har ikke tiden til det alligevel. Jeg tænker, at det ville kunne hjælpe mig af med nogle af mine frustrationer.

Jeg tænker også, at der er plads til mange forbedringer i vores liv, men det kræver samtale med min kæreste og det bliver der ikke megen tid til. Når børnene er lagt, så er jeg færdig og magter ikke at skulle kæmpe den sidste kamp inden jeg går i seng med en, der heller ikke magte det.

Jeg har lært meget

Egentligt er det først efter, at jeg fandt ud af, at Tilde er signalstærk/særligt sensitiv, at jeg opdagende, at jeg også er det.

Jeg har i den process det har været at blive mor lært ufatteligt meget om mig selv. Hvorfor jeg ikke har ret mange venner, men mange mennesker, der gerne vil. Jeg er god til mennesker, men jeg har brug for mit space (mega svært at få, når man har sådan nogle børn som vi har). Jeg har også lært, at det er ok at sige “nej tak”. Jeg ved hvorfor, jeg er, som jeg er. Humlen er bare at forklare det til andre, så de kan forstå, at jeg måske er lidt anderledes.

Og så har jeg lært at stole på min mavefornemmelse og vide, at det er mig, der er mor. Tilde er mit barn og jeg kender hende bedst!

Siden Caroline skrev ovenstående indlæg er hun kommet videre på sin rejse. Hun har endelig fundet mod og overskud til at få gjort nogle af de ting, hun ved, hjælper hende, og hun kan mærke en bedring i det generelle stressniveau.

Fortællingen her er en del af en række mødres personlige fortællinger om det at møde svære følelser i sit forældreskab. Du kan læse resten af fortællingerne her:

Michelle

Louise

Naja