For måske et halvt år eller længere tid siden, hørte vi rigtig meget Kent herhjemme. Og der var en sang, som vi altid skulle spole forbi: sangen ‘Duett’.

 

Vi undrede os. Fordi det er en ret stille sang, tilsyneladende ret tilforladelig. Men vi tænkte, at der måske var en bestemt lyd, eller et ord, eller den slags, som lød uhyggeligt i A’s ører.

 

Ind i mellem, kan jeg huske, at jeg tænkte: “Ej, det kan simpelthen ikke være rigtigt. Det er altså noget pjat”, særligt fordi jeg selv vældig godt kan lide sangen, og jeg så det lidt som en hæmsko for, at jeg kunne høre den musik, jeg gerne ville. Så er det måske nemt at føle sig sådan lidt forsmået og ikke særlig anerkendende.

 

I går fandt vi CD’en frem igen efter, at den har ligget i skabet i noget tid, og jeg spurgte ham om han kunne huske, at der var engang, hvor han ikke kunne lide ‘Duett’. Det kunne han godt.

 

Jeg spurgte om han kunne huske hvorfor.

 

“Det var fordi, at skuffen gik i stykker!”

 

Og så huskede jeg det. Hvordan han engang havde lænet sig med al sin vægt på den ene skuffe i hans daværende lille trækommode. Skuffen knækkede af og han blev vældig ked af det. Sådan helt ulykkelig. Og det skete til den sang. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er sådan det var.

 

Om skuffen ikke var til at reparere eller om det bare var for stort et arbejde, husker jeg ikke. Men vi endte med at smide den ud noget tid efter.

 

Og han husker det. Hver gang han siden har hørt sangen, har han husket følelsen af, at noget er gået i stykker; noget som han har forårsaget. Uden at kunne sætte præcise ord på sine følelser, gætter jeg på, at det har sat sig som en uforklarlig frygt eller utryghed i hans lille krop, som er kommet op hver gang han har hørt sangen.

 

Vi talte om, at han havde været ked af det, og at han savnede skuffen. Vi talte om, hvor skuffen er nu, og at man godt kan savne ting.

 

Og jeg spurgte ham om han var ked af det nu. Det var han ikke: “Det er forbi”, sagde han.

 

Men længe har følelsen været der hos ham. Og sådan er der så meget med børn og de oplevelser de får i de første år, hvor deres sprog og kognitive evner ikke er udviklet.

 

Derfor er det vigtigt, at vi giver os tid, og at vi tager børns følelsesudtryk alvorligt, i stedet for at affeje de reaktioner, vi ikke helt forstår. Der er altid en grund.