(se massevis af billeder i slutningen af artiklen)

Naturen er blid og smuk og romantisk. Naturen er barsk og voldsom og skræmmende.

Jeg er i en proces med at vænne mig til naturen igen. Jeg har boet i storbyen længe nu. 14 år. Og i den tid er jeg på mange måder kommet væk fra naturen.

Min drøm om naturen er romantisk. Min frygt for naturen er stor.

Jeg forestillede mig lyse, lune og milde aftener med bål og rødvin. Jeg forestillede mig at plukke salat fra bugnende bede, mens bierne holdt sig på deres egen banehalvdel.

Jeg havde glemt hestebremser, sommernætter med under 10 graders varme, følelsen af et tyndt lag jord/sved på hele kroppen, tonsvis af snegle, der spiser alting.

Jeg har glemt meget af det, jeg vidste engang, og er i gang med at lære det hele igen. Og mere til. Rewilding – kalder man det dét? Det er dybest set udmattende og virkelig givende.

Bare sådan en lille ting som at mærke temperaturforskellene så tydeligt, som man gør, når man bor i et lille ikke-isoleret hus. Ubehaget.

Det er berigende at blive mindet om, hvor heldige, vi er, med vores opvarmede lejlighed, elektricitet, køleskab, rindende vand, brusebad, afhentning af affald.

Men det er også ekstremt spændende at gå lidt væk fra al den luksus. Det er langt fra så vildt, som det kan blive, men det er vildt nok til at sætte en masse i gang i mig.

At hente vand lidt længere væk. At vaske hænder i fællesskab ved, at én holder dunken og hælder vand udover den andens indsæbede hænder. Etagevask. Toilet i skuret. Mobiltelefoner uden strøm.

Min ordenssans bliver udfordret. Naturen er ikke ordentlig, og på mange måder er det en befrielse, når det går op for mig, at jeg godt kan slippe noget af kontrollen, og at alting ikke afhænger af mig selv. Antallet er dræbersnegle på min grund er ikke en personlig kritik af mig.

Jeg kan ånde lettet op og konstatere, at jeg er et lillebitte menneske i en kæmpemæssig sammenhæng, som jeg kan påvirke, men ikke kontrollere.

Jeg er ret vild med det. For nogle weekender siden var A og jeg derude med mine forældre, og da vi steg ud af døren, sagde min far: ”Det bedste er næsten at se det smil, I begge har om munden, når I går ud af bilen.”

Ja. Det kan absolut noget.

Tiden føles uendelig på en måde. Uret findes ikke sådan rigtigt, når mobiltelefonen er uden strøm. Vi skal ikke nå noget. Ikke ret meget i hvert fald. Vi kan gå en aftentur under de kæmpemæssige træer og mærke mørket komme, uden at vi skal skynde os hjem. Og vi kan sove længe dagen efter.

Vi kan gå ud og ind af døren uden at forberede noget. Uden at have tasker med. Uden at have passende tøj på. Vi har faktisk brugt tid på bare at gå ud og ind af døren: inde, ude, inde, ude. Det er en god leg.

Det føles så meningsfuldt at få ting til at gro. Jeg føler mig kompetent. Jeg elsker at A har lyst til at være med til at fylde komposten og rode i græsset på vores kommende grøntsagsbed.

Vi læser højt for hinanden om permakultur fra bogen ”Permakøkkenhaven”, og bliver inspirerede.

Vi har målt op til næste års køkkenhave, hvor vi løbende smider græsaffald, kompost og anden form for jorddække. Vi har lagt de første sten til en urtespiral. Vi har tegnet hus. Og talt om, hvilke træer, buske og andre afgrøder, vi vil have i vores skovhave.

Det føles stort og vildt og meningsfuldt, og selvom jeg er udmattet helt ind i knoglerne, hver gang, jeg tager derfra; selvom jeg ind i mellem føler, at jeg drukner lidt i mine intentioner og impulser, og ikke mindst i de primitive forhold; så synes jeg, at det er vidunderligt, og jeg glæder mig til at lære mere af naturen.

Spontan aftentur

A på vej til kompostbunken

Samsovning

små fremskridt: en gammel grill bliver gjort i stand, så vi kan få varm mad

 

vi bruger lang tid på at fylde et hul med jord i fællesskab

 

Drikkepause fra arbejdet

 

Starten på en urtespiral

Lego, lego, lego.

Næste års grøntsagshave

madlavning i det grønne

Vi hører musik og synger sammen

Besøg på lille hyggelig øko-café med strøm, bad og dejlig mad.

 

Going home