“Mor, jeg er træt og sulten og ked af det, og jeg har holdt sammen på mig selv for længe. Jeg har brug for, at vi bare sidder lidt sammen og laver noget hyggeligt”

Det er sjældent på dén vores børn fortæller os, at de har det svært.

Måske kommer det til udtryk ved, at de hænger i vores skørter.

Eller i gardinerne.

Ved at de kaster sig i gulvet.

Eller ombestemmer sig hele tiden: “Det skal være den guuuule. Nej, den røøøøøøde. Neeej…”

Og det kan være SÅ irriterende som voksen at være med til. Følelser af frustration, irritation, vrede, forvirring, afmagt, uro, osv.

“Slap nu AF! Hvorfor kan du ikke bare sige, hvorfor du er så pylret i dag?”, tænker man måske.

Og svaret er, at det KAN barnet ikke nødvendigvis.

Han er ikke i stand til selv at forstå, regulere og håndtere følelserne, bl.a. fordi hans hjerne ikke er færdigudviklet og han mangler erfaringen. Og så er det sådan det kommer til udtryk.

Når barnet ikke med ord kan fortælle, hvad der sker, kan vi bruge hans opførsel til at forsøge at forstå, hvad der sker i ham og hvad der ligger bag.

Jeg læste på et tidspunkt en bog om legeterapi, “En stor og en lille er væk” af Elisabeth Cleve. Hun fortæller hjerteskærende om behandlingen af et lille barn på ca 2,5 år der har mistet sin mor og lillebror.

En af de ting, der satte sig særligt fast hos mig var følgende tolkning:

“Han overfører sine overvældende og kaotiske følelser på mig. Den eneste måde, hvorpå han kan “fortælle” mig, hvordan det føles inden i ham, er ved at sørge for, at jeg har de samme følelser som ham.” (Cleve 2006: 46).

Jeg tror ikke altid, at vores følelser er de samme som vores barns. Jeg er overbevist om, at det ikke sker bevidst fra barnets side

Men jeg oplever, at jeg kan bruge den tankegang til bedre at prøve at forstå, hvad det er der sker i mit lille barn, når han ikke kan være i sin krop.

Jeg kan mærke, hvad der sker i mig og måske få en fornemmelse af, hvordan det er at være ham.

Det gav helt intuitivt mening for mig, da jeg læste det, fordi jeg ofte har følt mig stresset, magtesløs, vred eller frustreret sammen med min søn, når han opfører sig på bestemte måder.

Så. Når det sker, at jeg bliver overvældet af min søns opførsel, prøver jeg at forestille mig, hvordan det mon må føles for sådan et lille menneske at have så store følelser og samtidig ikke have hverken udvikling eller erfaring til at forstå, hvad der foregår.

Og det hjælper mig til at støtte ham.