Denne fortælling er en del af en serie af fortællinger, skrevet af forældre, med det overordnede tema “En Blid Indkøring”. Jeg ønsker at illustrere de mange forskellige blide valg, man som forældre kan tage i forbindelse med barnets opstart i dagtilbud, og samtidigt, hvor forskellige børn er, og hvor forskelligt det er, hvad de har brug for. Hvis du synes, at din fortælling mangler vil jeg elske at høre den. Alle navne er opdigtede.
Du kan læse mine artikler “En blid indkøring i dagpleje og vuggestue” her.

12637169_10153943726269165_2094406179_o

 

 

 

 

 

 

Følgende fortælling er skrevet af en mor til 2:

Vi havde brugt virkelig lang tid på at finde en vuggestue, vi havde det godt med. Vi havde kigget på mange og besøgt endnu flere. Marius var på det tidspunkt knapt 4 måneder, så udsigterne var egentlig lange, og derfor var det også meget abstrakt at forholde sig til, at andre skulle passe vores barn, men som udgangspunkt føltes det okay. Jeg kunne i hvert fald ikke forestille mig, hvad alternativet skulle være.

Marius fik plads i en privat integreret institution med rigtig god normering, økologisk kostordning og musik og udeliv på programmet. Han skulle starte, når han blev 15 måneder og det syntes jeg var rigtig fint og helt i tråd med de anbefalinger jeg kunne læse mig frem til; institutionsstart omkring 14-15 måneder.

I ugerne op til begyndte jeg dog at føle en smule tvivl omkring vores beslutning. Jeg blev overvældet over tanken om, at jeg lige om lidt skulle aflevere ham til nogen som ikke kendte ham og jeg blev i tvivl om, hvorvidt mit barn faktisk var gearet til vuggestueoplevelsen. Jeg oplevede ikke en fremadstormende dren,g der hele tiden lavede ulykker, fordi nysgerrigheden løb af med ham. Tværtimod oplevede jeg et tænksomt barn, der var god til at fordybe sig og som var meget følsom overfor omgivelserne.

Jeg snakkede meget med min mand om det og vi forsøgte at berolige hinanden så godt vi kunne. Han kunne heller ikke forestille sig alternativet. Jeg kunne jo ikke gå hjemme med ham for evigt, da jeg også havde en uddannelse, jeg skulle færdiggøre. Jeg snakkede med min svigermor, min mor og med mine veninder, der også havde børn, og de forsikrede mig alle sammen om, at det var almindeligt at stejle lidt, fordi det selvfølgelig var overvældende for mor at skulle aflevere sit barn. Det ville tage et par dage, sagde de, hvor han lige skulle lære det at kende, men i sidste ende ville det blive en berigende oplevelse og jeg ville opleve et barn, der fik en masse nye venner og som var rigtig godt træt når han skulle hentes, af al den dejlige leg. Jeg fik mange gode råd om, at jeg ikke skulle vise ham, at jeg var nervøs eller ked af det og at jeg skulle virke glad og gerne udstråle en positiv stemning, når vi tog afsted til vuggestuen om morgenen.

Første dag oprandt og det gik som sådan fint. Vi har gået i legestue siden Marius var helt lille, så som sådan var der ikke noget nyt i det for ham. Vi var med til at lege og synge og spise frokost og så tog vi hjem og puttede sammen. Over de næste dage, oplevede jeg imidlertid ikke den opblomstring hos min søn, som jeg havde regnet med og som mit netværk havde forsikret mig om, at jeg ville opleve. Tværtimod oplevede jeg, at han trak sig ind i sig selv, når vi var der og blev meget ked af det, når der var larm og tumult. Han var svær at putte om aftenen, fordi han var ked af det og ikke kunne finde ro. Han sov længe om morgenen og han blev hurtigt ked af det og vred når tingene ikke lykkedes. Han ville ikke være med til spisning i vuggestuen og han brød sig ikke om at sidde stille til fællessang. Han græd og vred sig og kunne slet ikke være i det og det var tydeligt at oplevelsen var for meget. Jeg oplevede heller ikke, at pædagogerne havde ressourcerne eller overskuddet til at være sammen med Marius eller lære ham ordentligt at kende. Der blev ikke spurgt ind til hans vaner og rutiner eller yndlingslege og -legetøj og jeg undrede mig over, hvad indkøringen så egentlig bestod i.

Efter 7 dage snakkede vi med én af pædagogerne på stuen som mere eller mindre mente, at han nu måtte være kørt ind. Fra på mandag, sagde hun, skulle vi prøve, at han fik et par timer der selv. Jeg nikkede bare, og var lidt i chok, inden jeg tog Marius op i armene og gik ud i bilen. Jeg følte slet ikke, at hverken Marius eller jeg var klar til, at han skulle afleveres. Henover weekenden snakkede jeg med flere forskellige i min omgangskreds og jeg oplevede, at det gennemgående tema var, at han skulle “lære” det. Jeg var overhovedet ikke enig, kunne jeg mærke. I mine ører lød det helt grotesk, at et barn på 15 måneder skulle “lære” at undvære sin far og mor i løbet af en periode på 7-10 dage. Min mand og jeg var heldigvis enige og mandag morgen ringede vi og opsagde ham i institutionen.

Vi var lettede, fordi vi ikke skulle aflevere Marius i vuggestuen, men vi oplevede også begge en snert af panik, fordi vi for første gang i hele vores samliv ikke havde en plan. Jeg skulle jo i gang med at læse på et tidspunkt og det havde altid været meningen, at Marius skulle i gang i god tid inden. Samme dag gik jeg i gang med at undersøge private dagplejere. Jeg ville gerne finde en plads til Marius, hvor der var overskud, nærhed og omsorg. Jeg ville gerne finde min dobbeltgænger.

Vi fandt Rosa, helt tilfældigt i vores eget nabolag og hun havde plads. Jeg ringede til hende og det første hun sagde var, at hun gerne ville snakke vores oplevelse igennem, så vi ikke skulle bære rundt på den bagage, når Marius skulle starte et nyt sted. Efter en uges tid med ro på herhjemme, aftalte vi et besøg og det var et glædeligt og roligt besøg, der efterlod os med en fornyet tro på, at det godt kunne lykkes. Marius fik plads en måneds tid efter og vi snakkede meget om indkøring, værdier og mål, hvor vi heldigvis var rørende enige. Rosa sagde flere gange, at en indkøring handler om at køre både mor og barn ind.

Den første måned var jeg med hver dag og herefter forsøgte vi os et par gange med, at jeg skulle gå. Rosa ringede dog hver gang efter et par minutter, fordi Marius var dybt ulykkelig og savnede mig. Vi mærkede det også herhjemme, hvor Marius begyndte at vinke panisk og sige “hej hej” hvis en af os gik på toilettet, i køkkenet eller skulle handle ind. Han sad næsten klistret på mit lår, når vi var nogen steder og derfor besluttede vi alle sammen at slå bremserne i. Han var simpelthen ikke klar. Efter to måneder forsøgte vi igen, at jeg skulle gå og selvom det denne gang gik lidt bedre, oplevede både Rosa og jeg, at han stadig ikke var helt klar.

Jeg tog det op med min mand igen. Jeg havde ikke noget jeg skulle nå og havde ikke nogen tanker om hvor lang tid jeg max ville bruge på indkøring, men det der med, at han skulle “læres op” i at undvære mig, havde jeg det stadig svært med. Desuden blev Marius’ personlighed tydeligere og tydeligere, og der kunne ikke længere herske nogen tvivl om, at vi havde fået en dreng, der krævede lidt mere ro omkring sig. Jeg tænkte meget over om det mon var for voldsomt for ham at skulle være uden sin mor.

Igennem legestue havde jeg mødt andre, der var hjemmegående og det virkede mere som en mulighed nu end tidligere, selvom det praktiske ikke var på plads. Min mand var meget sød og støttende og lod det være op til mig, fordi det i sidste ende skulle være mig, der gik hjemme. Vi aftalte sammen at give det en måned mere fra 1. januar og se om vi kunne mærke nogen ændring i Marius’ adfærd herefter. Hvis ikke, ville vi tage ham ud. Dagplejemor Rosa var rigtig sød, imødekommende og forstående og hun forsikrede os mange gange om, at vi ikke skulle stresse.

Den sidste uges tid har jeg ligget vågen hver nat og tænkt og tænkt. Jeg har følt, at Marius har mandet sig op for min skyld og jeg følte det ekstremt grænseoverskridende at skulle “træne” ham til at undvære mig. Jeg har følt mig som en idiot alle de gange, vi er kørt afsted om morgenen og jeg har hvinet “Nu skal vi over til Roooosaaaa, jubiiii” for ikke at lade ham mærke, at jeg havde det dårligt med at køre ham ind. Jeg har flere gange sagt til min mand, at det har føltes unaturligt at aflevere ham til en, der ikke var hans primære omsorgsperson og jeg har mange gange grædt over, at jeg har overskredet min egen grænse og moderlige intuition ved at fortsætte dagpleje-projektet.

I mandags, mens Rosa var syg, tog vi i legestuen, hvor vi er kommet de sidste par måneder. Marius var simpelthen så meget i hopla og cyklede og rutsjede og legede med en masse legetøj, han aldrig før har interesseret sig for. Han løb rundt sammen med de andre børn og hvinede og skreg af grin og det gjorde mig så glad at se. Da vi kom hjem, faldt han i søvn i mine arme og lå og grinede i søvne. Mens Marius lå og sov hos mig, sendte jeg en sms til min mand om, at jeg ville tage Marius ud af dagplejen, fordi jeg ville have ham hos mig. Jeg ville ikke gå glip af hans hopla-dage og jeg ville have mulighed at trøste og nusse ham på hans øv-dage.

Det blev en meget kort samtale med min mand, da han kom hjem. Han gav hele projektet grønt lys, hvis bare jeg mente, at jeg ville kunne overskue at passe ham selv. Der er selvfølgelig ikke noget, jeg hellere vil. Dagplejemor Rosa var enig med mig i min beslutning og derfor har vi besluttet at udskyde Marius’ dagplejestart i 10 måneder i første omgang. Hvis vi prøver igen, vil han på det tidspunkt være 2 år og 3 måneder.

Min mand bliver færdig med sin uddannelse til sommer, hvor jeg begynder på min kandidat og så tager vi et semester ad gangen. Mine forventninger til fremtidige faglige præstationer er skruet helt i bund og det eneste jeg ønsker at præstere indenfor, er faktisk indenfor samværet med min søn. Marius skal ikke “lære” at undvære mig før han er klar og jeg vil heller ikke undvære ham. For første gang i næsten 5 måneder har jeg helt ro i maven og jeg føler, at vi har taget en beslutning, som vi alle kan være i. Det har været en lang rejse og det har virkelig krævet noget at give sig selv lov til at mærke efter. Det er okay, ikke at gøre som alle de andre – også selvom det kan være skræmmende. Det er uden tvivl det rigtige for os. Vi har ikke helt styr på det praktiske endnu, men vi tager en måned ad gangen og nyder hinanden så længe.

De første år med Marius kommer aldrig igen og det er nu, han for første gang skal stifte bekendtskab med den store verden – jeg vil gerne være hans faste base imens.

—-

Har du lyst til at støtte mit arbejde med denne side? Læs mere her.