Sådan støtter jeg (bl.a.) mit barn, når jeg er kommet til at råbe

Når mor kommer til at råbe

Ind i mellem sker det. Ind i mellem når jeg ikke at stoppe mig selv før jeg får sagt – eller råbt – noget uhensigtsmæssigt til mit barn.

Som forleden, hvor min søn for alvor var blevet træt af min mangel på mentalt nærvær.

Jeg var optaget af et eller andet på telefonen, og da jeg åbenbart ikke lyttede til hans gentagne virkelig rolige og sproglige forsøg på at få min opmærksomhed, begyndte han på andre strategier. Bl.a. at være lidt for hårdhændet ved den computer, han sad og skrev på.

Jeg lagde ud med en halvhjertet og ikke-særlig-opmærksom automat-reaktion: “Jeg vil have, at du stopper med det der.”

Det “virkede” selvfølgelig ikke, og hans bestræbelser på at nå min opmærksomhed, blev endnu større.

Jeg var opslugt af mit eget og blev vildt irriteret over ikke at kunne gøre det færdigt.

Jeg endte med at sige: “Jeg vil have, at du stopper nu!”, alt for hårdt og alt for højt, mens jeg fjernede computeren.

Min søn begyndte at grine, en typisk reaktion for børn, når noget er svært at håndtere. Han gør det stort set hver gang, jeg kommer til at råbe. Griner og bliver helt hektisk og går i flitsbue.

 

Efter lidt tid sagde han: “Skal mor sige det igen?”

 

Sådan genopretter jeg (bl.a.) balancen, når jeg er kommet til at råbe

 

Jeg var i mellem tiden kølet lidt ned og var bedre i stand til at tænke. Jeg havde sagt undskyld og jeg havde talt lidt mere om det. Vi havde krammet lidt.

Og så kom jeg i tanker om noget, jeg har læst i forbindelse med den e-bog, jeg er ved at skrive, om støttende leg i familien.

Det handler om at give mulighed for at udforske og bearbejde det svære, der skete i situationen igennem leg.

I dette tilfælde havde jeg hævet stemmen i vrede. Jeg formoder, udfra hans reaktion, at det gjorde ham utryg, og at han havde brug for min hjælp til at genetablere en vis orden.

Så jeg sagde den vrede sætning igen, men denne gang sagde jeg det på en lidt anden måde. Med en vis drejning og et glimt i øjet.

Aletha Solter (2013) kalder det for mock anger.

Lad mig se om jeg kan forklare det.

Ganske kort fortalt går det ud på at lege med de her lidt svære følelsesudtryk, men på en måde, hvor det står klart for alle, at det er for sjov. Det er noget, vi leger. Det her er en anden og mere tryg situation end da jeg faktisk råbte helt alvorligt.

Ved at gennemgå den svære situation i en ny og tryg kontekst, får barnet mulighed for at bearbejde det, der skete.

Ved at give det et legende udtryk, får barnet en mulighed for at forstå det på en anden måde end, hvis der blot var tale om en sproglig undskyldning.

Mock anger er bare er ét eksempel på, hvordan man kan bruge en legende tilgang til at støtte barnet i at bearbejde og forstå noget, der er sket. Barnet kan f.eks. også støttes ved, at man leger scenariet igennem med dukker, el.lign.

Det er altid vigtigt at være opmærksom på barnets reaktion. Hvis barnet kigger væk eller på anden måde giver udtryk for ikke at ønske den her form for interaktion, er det ikke dét, der skal til i jeres tilfælde. Måske har barnet slet ikke lyst til at “tale” med dig om det. Måske har barnet slet ikke brug for at bearbejde noget som helst. Så forhold dig åbent.

 

Det jeg konkret gjorde var, at jeg lyttede til hans ønske om at høre sætningen igen, så jeg sagde: “Jeg vil ha’, at du stopper nu”, med grin i øjnene og en fjollet stemme. Asks reaktion var at flække af grin og kalde på mere. Så jeg sagde det mere. Igen og igen. Mens vi grinede. Jeg flettede lidt andre sætninger ind i samværet; satte ord på hans følelser: “Du blev forskrækket da jeg sagde sådan”; jeg kom med korte forklaringer: “Jeg havde glemt at passe på mig selv. Det var ikke din skyld.”; genetablerede en kærlig relation med masser af fysisk kontakt og nærvær. Og efter lidt tid på denne måde, mistede han interessen for legen, og var atter klar til at tulle rundt på egen hånd.

 

 

Hvad gør du, når din vrede kommer til udtryk på uhensigtsmæssige måder?

Hvis du har brug for støtte til at håndtere dine følelser, eller til en anden problemstilling i dit familieliv, er du velkommen til at booke en sparring hos mig <3

Vi bearbejder oplevelser gennem leg

Litteratur:

Solter, Aletha (2013): Attachment Play: how to solve children’s behavior problems with play, laughter, and connection, Shining Star Press

3 thoughts on “Sådan støtter jeg (bl.a.) mit barn, når jeg er kommet til at råbe

  1. Tak, det var en rigtig god idé med mock anger. Jeg har selv haft svært ved at finde en løsning, når jeg har været lidt for vred. Når jeg undskylder, fører det oftest til at min 2-årige selv siger undskyld og ser brødebetynget ud – og det var jo ikke meningen, for det er selvfølgelig ikke hans skyld.

    1. Nåhr, lille empatiske menneske. Sikke en masse kærlighed <3
      Det kan virkelig også være rigtig svært at finde ud af, hvordan man lige håndterer det bagefter. Jeg tror på, at ethvert forsog på forsoning vil blive modtaget og følt.
      Jeg synes, at du lyder som en meget kærlig og dejlig mor <3

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *