Ind i mellem får jeg at vide, at mine opslag giver folk dårlig samvittighed.

 

Ind i mellem hører jeg fra folk, der tror, at forældreskab og samliv bare er nemt for mig.

 

Og jeg har sådan brug for at sige lidt om det.

 

For det første:

Det er ikke nemt for mig.

 

Jeg deler tanker om og redskaber til, hvordan du kan støtte dit barn, lære dit barns verden at kende, navigere i dine følelser, osv.

 

Men grunden til, at jeg kan dét er ikke, at jeg bare mestrer det til perfekthed.

 

Nej, det handler om, at jeg selv har og har haft mine udfordringer. Mange af dem.

 

Ind i mellem sidder jeg med bøjet hoved og tårerne dryppende i skødet og messer, at jeg ikke vil mere; at jeg aldrig bliver en god nok mor; at nogen anden ville være bedre til dét.

 

Jeg får lyst til at ringe til en voksen, der kan komme og fikse det.

 

Så går der lidt tid med det. Og på et tidspunkt kommer jeg til et sted, hvor jeg formår at være selvkærlig, og hvor jeg kan se, hvad det er, jeg har brug for at gøre anderledes.

 

Jeg prøver at fokusere på det næste skridt: Hvad kan jeg gøre lige nu for at komme et skridt videre mod det, jeg gerne vil. Eller væk fra det, jeg ikke vil.

 

Jeg ved, at jeg ikke kan regne det hele ud. Men jeg kan se det næste skridt (Tak for den indsigt til Carolina Björk).

 

Ikke fordi, jeg partout skal videre mod noget andet og nyt, og hele tiden skal knokle og gøre det bedre. Mere fordi der er elementer af mit liv, der dræner mig og står i vejen for det liv, jeg gerne vil leve.

 

Som regel er det første skridt, for mig, sådan noget som at komme i seng i god nok tid. Eller spise ordentligt. Eller lægge telefonen fra mig. Eller komme ud af døren. Eller sige undskyld. Eller take på en anden måde. Eller læse en bog. Eller sige nej tak til noget. Eller at handle på et eller andet. (eller købe takeaway og se film 😉).

 

Og de erfaringer, jeg gør mig, bruger jeg så til at skrive om, hvad man kan gøre i forskellige situationer, f.eks når ens barn reagerer ekstra meget med vrede i en periode.

 

Jeg skriver ikke så eksplicit om de udfordringer, vi står i, som jeg kunne. Jeg ville egentlig gerne dele dem, men jeg føler ikke, at jeg kan det. De udfordringer er ikke mine alene. Daniel deler dem med mig, og han er okay med, at jeg deler. Men A på 3 år deler dem også, og han kan ikke sige til eller fra. Derfor forsøger jeg at dele på en, for mig, respektfuld måde. Jeg er stadig usikker på, hvor meget og hvor lidt, der er okay, og det er en kontinuerlig proces for mig.

 

For det andet:

Jeg får også dårlig samvittighed.

Men jeg prøver bare at registrere den og så lægge den fra mig, fordi jeg ved, at den ikke tjener mig, og fordi jeg ved, at den i bund og grund ofre står i vejen for, at jeg får handlet på en konstruktiv måde.

 

Ofte medfører den dårlige samvittighed, for mig, at jeg overkompenserer. Så curler jeg mit barn. Eller får ikke sat mine grænser. Eller bruger for meget energi. Eller søger anerkendelse de forkerte steder.

 

Og så kører spiralen.

 

Men når jeg formår at sige: Okay, det var sgu en lortesituation. Gad vide hvorfor det skete? Og samtidig have selvkærlig heden med: Du gjorde dit bedste. Det er svært for dig lige nu, at det ikke blev perfekt. Hvad har du behov for? Ro? Hvile? Et kram?
Ja, så oplever jeg typisk en klarhed, der bringer mig konstruktivt videre.

 

Jeg forventer ikke længere af mig selv, at jeg er eller skal være en perfekt mor. Jeg har set, at dét er jeg ikke. Jeg har set, at jeg kan rette op på noget af det, jeg har brug for at gøre noget ved. Og jeg kan se, at jeg er god nok.

 

Det er du også ❤️