Skal børn, hvis de kan selv?

Jeg er pædagogisk opdraget til, at børn skal gøres selvhjulpen. At vi voksne skal træne dem, så de bliver det.

Jeg oplever, at der ofte findes en forestilling om, at når barnet kan selv, så bør det også. Eller når barnet når en vis alder, så bør det kunne og gøre bestemte ting. Lidt som om, at børn er snedige og manipulerende, og hvis vi som voksne ikke er opmærksomme på dét, så snor de os om deres lillefinger og får os til at gøre alt muligt for dem.

Jeg har siddet i garderoben som ansat i mangt en daginstitution og tænkt om forældre, der hjalp deres børn i tøjet:

“Han kan jo godt selv. Lad nu være med at servicere ham. Så lærer han jo aldrig at gøre noget selv.”

Jeg tror, at sådan en tankegang er ret naturlig, hvis man kigger på vilkårene i daginstitution. Jeg tror, at det på mange måder er sådan, at børn er nødt til at blive selvhjulpne. Der er simpelthen for mange børn pr voksen til, at børnene altid kan få hjælp eller støtte, eller til at de kan tage deres kompetenceudvikling i deres eget tempo. Det er på mange måder en praktisk foranstaltning.

Jeg tror også, at det på mange måder er en idealistisk forestilling. Det er fedt for barnet at kunne selv. Det giver en frihed for barnet, når det selv kan kravle op, selv kan tage tøj af og på. Det gør noget ved selvfølelsen.

 

Og det vil vi som voksne gerne sørge for sker.

 

Men et andet udgangspunkt kunne være dét, at barnet udforsker verden og sine egne evner, når det er trygt til det. At det lærer tingene, når det er parat og interesseret i det. At det lærer ved at iagttage omverdenen, og at det lærer fordi det har en drift i sig efter at passe ind i det samfund, det er en del af. At barnet faktisk selv gør det, og at vi ikke nødvendigvis behøver at opfordre til det.

En indføring i medmenneskelighed?

At gøre noget for børn, som de selv kan, kan absolut have sin berettigelse, tænker jeg. Måske særligt kl. 15.45 efter en lang dag i institution, hvor man bare gerne vil være tæt på sin forælder; hvor man har brug for lidt slack, fordi man måske har holdt sammen på sig selv længe. Det er en omsorg, en støtte, som kan gøre, at barnet føler sig trygt med visheden om, at der er hjælp at hente, når verden bliver for overvældende.

Det var Daniel, der gjorde mig opmærksom på lige de her nuancer på et tidspunkt.

A var faldet på halen. Han var ikke ked af det, men blev ligesom bare liggende og ventede. Han rakte en hånd op mod Daniel, selvom han godt selv kunne komme op. Daniel hjalp ham op, og min første reaktion var: “Ej, han kan altså godt selv komme op!”

Daniels svar var: “Ja, men han beder om min hjælp, og jeg vil gerne vise ham, at jeg er der for ham, når han beder mig om hjælp.”

Det var nyt for mig at tænke sådan.

Man kan se det som en indføring i medmenneskelighed. Når nogen beder om hjælp, er det okay at hjælpe. Også selvom de kan selv.

De fleste mennesker har brug for hjælp ind i mellem. Både børn og voksne. Hvis Daniel siger til mig: “Jeg er simpelthen så træt. Vil du give mig en hånd med opvasken?”, så hjælper jeg selvfølgelig gerne, hvis jeg kan, i stedet for at minde ham om, at han jo faktisk godt kan selv.

Når villigheden til at hjælpe medfører, at barnet faktisk gør det selv

I dag stablede A og jeg Equilibrio (se billedet herunder). Det var mega svært for de små hænder at lave de komplicerede mønstre. Han koncentrerede sig dybt.

img_20170109_123508_401

Pludselig faldt en brik på gulvet, og A råbte, meget oprørt: “Den faldt på guuuuulvet! VIL DU HJÆLPE MIG!!!?“

Jeg foreslog ham, at han kunne hente den nede på gulvet, og hans svar var: “Jeg vil ikke hente den alene. Vil du gøre det med mig?”

Vi har prøvet lignende scenarier før, og han kender variationerne “Vil du gøre det med mig?” eller “Vi kan gøre det sammen”, fordi vi har introduceret ham for dem. Et andet barn ville måske holde på: “Jeg kan ikke! Jeg vil ikke!” eller “Du skal gøre det!”, men budskabet ville være det samme.

Jeg kunne nemt tolke et sådant svar som en slags trods eller dovenskab, men sådan tror jeg ikke, at det hang sammen.

A havde koncentreret sig rigtig meget om opgaven med brikkerne. Det var svært. På grænsen til det uoverkommelige. Hans lille krop var anspændt og hjernen arbejdede på højtryk. Og pludselig blev hans flow brudt af brikken, der faldt på gulvet. Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Og hans evne til selvregulering er stadig så spæd, at han har brug for støtte til at håndtere det.

Så i stedet for at sige: “Ej, gør det da lige selv. Det er dig, der spiller! Det var dig, der tabte brikken”, eller hvad jeg nu ellers kunne finde på, så sagde jeg: “Ja, lad os gøre det sammen.”

A hoppede selv ned fra stolen, samlede brikken op og gav den til mig, så jeg kunne lægge den op. Alt hvad han havde brug for, var min opmærksomhed og anerkendelse af, at det var uoverskueligt for ham lige der. Jeg behøvede ikke engang at bukke mig ned for at hjælpe ham, men kunne blive siddende, ligeså mageligt.