Blide tips til at give dit barn solcreme på

Jeg er stødt på mange børn, der ikke bryder sig om at få smurt solcreme på.

Nogen siger, at det gør ondt; nogen giver udtryk for, at det er ubehageligt at blive rørt i ansigtet; og andre synes, at det er irriterende, at blive afbrudt i tide og utide af voksne, der vil have dem til at gøre noget andet end de lige er i gang med.

Der er mange, der helt undgår solcreme og sørger for solbeskyttelse på andre måder. Men hvis I bruger solcreme er her et par tips, der kan gøre påsmøringen lidt lettere og hyggeligere.

Hvis det gør ondt

Hvis solcremen svider, kan det hjælpe at komme et lag fugtighedscreme/olie på inden du smører barnet. Alternativt kan det være, at I skal kigge jer om efter en anden type creme.

Hvis det er ukendt for barnet

Hvis det er nyt for dit barn at blive smurt ind i creme, så giv tid til at undersøge i trygge rammer. I kan fx øve jer med en almindelig creme på tidspunkter, hvor I har god tid. Lad barnet røre ved cremen; invitér til, at barnet smører creme på dig, eller på noget legetøj, der nemt kan vaskes/tørres af. Tag selv creme på. På den måde kan du signalere, at cremen ikke er farlig.

Hvis det er ubehageligt at blive rørt i ansigtet eller på kroppen

Fortæl dit barn, hvad du gør, så det ikke føles som et bagholdsangreb: “Nu putter jeg creme på dine skuldre. Er du klar?”

Start et sted på barnets krop, der ikke er så følsomt. For nogen børn kan det føles ubehageligt i ansigtet, så afslut evt med det.

Du kan også spørge barnet, hvor hun gerne vil have, at du starter. Giv evt et par valgmuligheder.

Hvis det er rigtig svært for barnet at blive rørt i ansigtet, så afsæt tid til at vise dit barn, at det kan være rart og hyggeligt. Leg lidt med temaet, med respekt for barnets grænser, ved fx at give hinanden ansigtsmassage, kilde hinanden med en fjer, el.lign.

Det kan formentlig også hjælpe, hvis dit barn har et kendskab til sit ansigt/kropsdel, så det forstår, når du fx siger, at du vil smøre næsen. Lav små lege, sange, kropsscanninger, o.lign i dagligdagen, så barnet lærer sin krop at kende. Kig gerne i et spejl imens.

Hvis det er irriterende at blive afbrudt

Rigtig mange synes, at det er irriterende at blive afbrudt.

Giv tid til, at barnet kan omstille sig. Af og til skal der bare 20 sekunder til, og det kan gøre hele forskellen.

Sig fx: “Når du har bygget det tårn færdigt, så vil jeg give dig solcreme på” eller spørg: “Hvor mange klodser mere skal du sætte på plads, før vi tager solcreme på?”

Det er som regel nemmere for dit barn at komme ud af legen, hvis du er nærværende ved siden af og støtter i overgangen.

Nogle gange er der måske ikke tid nok til at vente på, at barnet bliver færdigt.

I de situationer, så prøv at gøre situationen meningsfuld for barnet ved at gøre den interessant. Du kan synge yndlingssangen, aflede med noget legetøj, fortælle en historie, spørge ind til barnets leg, el.lign.

Var det hjælpsomt? Eller har du flere blide tips? Så smid endelig en kommentar ⬇️

Rigtig glædeligt sommervejr! ❤️

4 thoughts on “Blide tips til at give dit barn solcreme på

  1. Et andet trick er også at forberede barnet i en lidt mere langsommelig proces. Jeg er ellers ikke tilhænger af at børn skal smøres ind for tit, men op mod vores datters “første” solsommer smurte vi hende jævnligt ind i almindelig creme, på den måde blev hun vænnet til at blive smurt ind.

  2. Min datter synes det er ubehageligt at få i ansigtet – specielt lugten og konsistens bryder hun sig ikke om – Så vi bruger den på kroppen og så har vi fundet en anden hun bruger til ansigtet, som dufter godt og hurtig er smurt ud….Så en ide at prøve forskellige solcremer, da lugt og konsistens er forskellig 🙂

    1. Det er nemlig en supergod idé ❤️ Det er så forskelligt med de cremer, og også meget forskelligt, hvordan vi hver især mærker den.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *