Besøg hos tandlægen

 

Astrids far fortæller:

“Vi havde haft en rigtig dårlig oplevelse med Astrids første tandlægebesøg. Vi ankom til aftalen i sidste øjeblik og kom ind til en lidt for ivrig og overgearet børnetandlæge, som bare gerne ville i gang med tandtjekket.

Astrid nåede ikke at forstå situationen og havde ikke lyst til, at den fremmede kvinde skulle rode hende i munden.

Det blev en rigtig dårlig oplevelse, hvor Astrid blev ked og bange, tandlægen fik ikke gjort sit arbejde ordentligt og vi var frustrerede over tanken om, at fremtidige møder med læger, tandlæger og sygeplejersker skulle foregå på samme måde.

Majken fortalte os efterfølgende om, hvordan vi kunne prøve at læse og lege os klar til sådanne møder.

Da vi nogle måneder efter blev indkaldt igen tog Astrid (2,4 år) og jeg på biblioteket og fandt børnebøger, der handlede om tandlæger. Vi læste de to-tre bøger igen og igen, og vi begyndte at supplere læsningen med at prøve det samme, som de gjorde i bogen.

Først ville hun ikke rigtigt, men da jeg tilbød, at hun kunne kigge ind i min mund, hive lidt i min tunge, røre ved mine tænder osv. blev det til en leg, og det endte med et ”Også mig!” fra Astrid.

Så skiftedes vi til at være tandlæge. Astrid fandt på at hive sit legetøjsværktøj frem og vi borede og skruede i hinandens munde.

På selve dagen for tandlægebesøget brugte Astrid og hendes mor, Rikke, morgenen og vejen derhen til at tale om, hvad der skulle ske i det omfang som Astrid havde lyst.

De tog afsted i god tid, så der var tid til at vende sig til omgivelserne og lære stedet at kende. Da de kom derhen var der et tomt tandlægerum, hvor Astrid og Rikke kunne kigge ind, se ”en ægte tandlægestol” og tale om, at Astrid skulle op i den. Det hjalp virkelig meget på, at hun følte sig tryg ved stedet og situationen.

Astrid var spændt og spurgte ALLE de voksne de mødte på klinikken om ”Er du tandlægen?”.

Da det blev Astrids tur fik Rikke lidt et chok, da Astrid af sig selv luntede ind, kravlede op i tandlægestolen og åbnede munden højt.

Tandlægen bad om, at Rikke lagde sig under Astrid for trygheds skyld. Astrid og Rikke fik et spejl, så de selv kunne prøve at kigge på tænderne før tandlægen gjorde det.

Tandlægen fik lov at kigge på Astrids tænder med spejl og fingre i munden på hende, og gøre det hun skulle. Bagefter talte tandlægen, Astrid og Rikke Astrids tænder i fællesskab. Astrid fik et klistermærke, ros for at være god til tandlægen, sagde farvel og Rikke og Astrid tog hjem igen.

Jeg fik en glad og lidt overrasket Rikke hjem igen, som havde været lidt spændt på tandlægebesøget efter vores forrige oplevelse, og jeg fik en ivrig beskrivelse af besøget af Astrid, som åbenbart syntes, at det hele havde været en fest.

Vi boede tæt på tandlægen og kørte forbi flere gange om ugen. Hver gang vi kom forbi de efterfølgende par måneder pointerede Astrid med iver: ”Dér bor tandlægen!”, og vi talte om, at der desværre ville gå noget tid, før vi skulle ind til tandlægen igen.

Når jeg sidder og læser det her igennem igen, lyder det meget rosenrødt og selvflatterende, men i situationerne var det virkelig overraskende oplevelser for både Rikke og mig, hvor godt det virkede. At vi kunne bruge simple hverdagsbegivenheder, som læsning og leg til at gøre Astrid tryg og glad ved mødet med nye situationer og mennesker var en åbenbaring.”

*Alle navne er anonymiserede.

 

Vil du videre mere om Familieleg?
Jeg arbejder i øjeblikket på en bog med arbejdstitlen “Familieleg – Mød dit barn i legen”. Den kommer bl.a. ind på, hvordan du kan støtte dit barn sådan som Astrids familie gjorde det her i fortællingen. Du kan læse mere på følgende side:

Familieleg – Mød dit barn i legen

Du er også velkommen til at skrive dig på min mailingliste her.