Hvordan former man en tilværelse som hjemmearbejdende og hjemmegående mor med psykisk sårbarhed i kufferten?

Det korte svar er: Jeg ved det ikke. Jeg prøver mig frem.

Flere af jer har efterspurgt et større indblik i, hvordan hverdagen ser ud for os nu, hvor vi er startet på en helt ny tilværelse, og jeg har derfor besluttet mig for at lave et lille indlæg for hver dag i en tilfældig uge, med nogle af de refleksioner, jeg har gjort mig, omkring det at leve et familieliv på den her måde.

Du finder forrige indlæg her: mandag

 

Tirsdag

At leve med psykisk sårbarhed

Rigtig mange mennesker lever med en eller anden form for psykisk sårbarhed, som gør, at det samfund, vi lever i, på en eller anden måde bliver (for) overvældende. Der er for høj fart, for mange stimuli, for mange ting at leve op til, for meget at nå og præstere.

For rigtig mange psykisk sårbare gælder det, at det kan være svært at få et almindeligt arbejdsliv til at hænge sammen. Mange af de forældre, jeg taler med, fortæller bl.a. om, hvordan de føler sig strakt for langt ud; det er som om, der ikke er mere at give af, når først de er færdige med at arbejde. Der er ikke mere overskud til børnene og de praktiske opgaver. Vennerne kommer længere og længere ud i periferien, og parforholdet lider også overlast. Det behøver man i øvrigt ikke at være psykisk sårbar for at opleve.

Men sådan var det også for mig, da jeg arbejdede på “normale” vilkår. Når jeg arbejder på dén måde, kan jeg ikke ret meget udover at arbejde. Jeg bliver stresset, får tics og mit sociale liv går fuldstændigt i stå. Jeg har dage, hvor jeg ikke kan arbejde, uden at det har grelle konsekvenser for mig, og jeg har dage, hvor jeg kun kan arbejde begrænset.

Men jeg har meget på hjertet og meget at bidrage med. Jeg kan bidrage med så utroligt meget, når bare jeg får mulighed for at gøre det i rammer, der nærer mig. Sådan tror jeg, at det er for alle mennesker.

Det er bl.a. derfor vi lever sådan som vi lever nu. Det er bl.a. derfor, at jeg finder min vej i det.

Der er selvfølgelig også en masse idealisme i det: Jeg vil gerne være sammen med mit barn så meget som muligt; tage på eventyr med Daniel og ham; dele verden med dem, sove middagslur sammen, udforske sær-interesser i timevis! Jeg vil gerne arbejde fleksibelt. Jeg drømmer om en minibus, en internetforbindelse og en åben verden.

Der er mange ting i det. Dét at have en psykisk sårbarhed med i spillet gør ligesom bare, at det hele bliver ekstra presserende. Det er nødvendigt. Og måske er det også noget af det, der gør, at jeg får det gjort? Konsekvenserne af at gøre andet er simpelthen for store.

Kender du det?

 

 

Smerterne ved dem, der vælger os fra og glæden ved dem, der vælger os til

Men det er et puslespil at få et hjemme/arbejdsliv til at gå op i en højere enhed, og der er mange brikker, der skal passe sammen.

Daniel studerer og jeg arbejder, og oveni hatten går jeg i behandling i Frederiksberg Psykiatri to gange om ugen indtil slutningen af november. Langt de fleste dage er mindst én af os sammen med A hele dagen.

En af de vigtige brikker i vores puslespil er det vidunderlige netværk, vi har omkring os. Eksempelvis har A den skønneste farmor, som ofte kan kigge forbi i nogle timer, når vi har brug for det. A er vild med hende og de kan lege dejligt sammen i mange timer. Sådan var det også denne tirsdag.

Vores netværk er generelt bare virkelig godt og stærkt med mange mennesker, der gerne stiller op, når vi har brug for det. Og som accepterer og bakker op om de valg, vi tager herhjemme. Jeg er så taknemmelig for dem alle.

 

Rigtig mange af de forældre, der kontakter mig og søger min sparring, mangler støtte fra deres familie og venner. De er ensomme og de føler sig ofte udsat for kritik. De kommer nemt i tvivl omkring de valg, de træffer, fordi de ind i mellem, eller måske endda sjældent møder opbakning og venlighed fra deres omgivelser. Og det kan bare gøre det så hårdt at følge hjertet.

Det er ikke, fordi vi ikke møder kritik. Det gør vi også. Jeg har fået nogle voldsomt ubehagelige verbale lussinger ind i mellem. Og der er mennesker, som jeg elskede engang, som ikke længere er en del af mit liv, fordi de har trukket sig eller vendt mig ryggen. Det er smertefuldt og det rammer mig ofte hårdt, når jeg tænker over det.

Men jeg har gjort op med mig selv, at uanset, hvad andre tænker og mener og siger, så véd jeg, at jeg gør det så godt, jeg kan. Og jeg ved, at det her er mit liv. Jeg vil ikke bruge min tid på mennesker, som ikke taler ordentligt til mig, eller som taler grimt bag min ryg.

Heldigvis er vores netværk fantastisk. Så mange, der støtter os; så mange, der gerne vil være en del af vores liv; så mange, der kommer langvejs fra for at besøge os og som får deres liv til at passe med vores; så mange, der elsker og accepterer os for dem, vi er, med de valg, vi træffer.

Vi har et smukt bagland og det er helt klart en stor andel i, at vi tør blive ved med at gå efter drømmene.

Hvordan ser dit bagland ud?

 

Jeg øver mig på at sænke ambitionerne

Da Daniel startede på studie for 2 måneder siden, lagde jeg benhårdt ud med kæmpehøje ambitioner. Jeg havde sådan en forestilling om, at når nu vi har valgt det her liv, som er så anderledes end så mange andres liv, så skal vi sandelig også håndtere det til topkarakter. Der skal ikke være noget at udsætte på os.

Jeg syntes, at jeg skulle kunne tilbyde alt hvad en institution kan og alt hvad et hjemmeliv kan på én gang: rytmik, ture ud af huset, masser af legeaftaler, deltagelse i de praktiske opgaver, afslapning, langsommelighed, vandpytter. Det hele!

Og dét er altså bare hverken et realistisk eller holdbart udgangspunkt. Jeg kan ikke alt. Og det skal jeg heller ikke. Så jeg øver mig i at sænke ambitionerne.

Med erfaringen har jeg fundet ud af, at det er langt bedre for os, hvis vi tager en stille formiddag herhjemme på de dage, hvor jeg skal i behandling, i stedet for, at vi halser afsted for at komme ud og opleve et-eller-andet. Så vi holder langsom tirsdag, med langsom morgenmad og hvad der nu ellers falder os ind indtil jeg tager afsted.

Hvordan ligger dit ambitionsniveau?

Denne tirsdag var en dag, hvor der blev leget meget med uret på telefonen. Fordi tid er spændende.

Denne tirsdag var en dag, hvor der også blev smagt på honning. Fordi det er det, som Peter Plys elsker.

Denne tirsdag var også en dag, hvor der blev målt og vejet. Fordi dejlige mennesker hentede lækre økovarer.

 

Om at støtte børn til at klare den selv

Jeg har tidligere skrevet om, at jeg synes, at det kan være fremragende at hjælpe børn med ting, som de godt selv kan, også selvom det indebærer at gøre det for dem.

Denne formiddag tabte A igen en brik på gulvet – ligesom i indlægget ovenfor – og han gik straks igang med at lave klynkelyde. Jeg sad på gulvet i stuen og sorterede LEGO.

Jeg havde ikke lyst til at rejse mig, og egentlig havde jeg lyst til at små-råbe: ”Lad nu være med at klynke! Gør det nu bare selv! Det er dig selv, der har smidt brikken på gulvet!”.

Men jeg stoppede mig selv, fordi jeg selvfølgelig ikke synes, at det er i orden at tale sådan til andre mennesker, når de er frustrerede. Eller bare nogensinde.

I stedet så vores dialog sådan her ud:

Jeg kiggede op på ham: “Øj, der var noget, som var helt irriterende for dig?”

A svarede med klynkelyde.

Mig: “Var det noget med brikkerne, ven?”

Han svarede “Mmm…” og stoppede med lydene.

“Var det fordi der var en, der faldt på gulvet?”

“Ja-a”

“Ej, det er da også mega-irriterende, når det sker, hva’?…

Han nikkede.

Mig: ”Du kan samle den op igen?”

Han rakte armen ned efter brikken: “Jeg kan ikke nå den!”

“Nej, det kan jeg da egentlig godt se!… Kunne du kravle ned efter den?”

“Ja!”

Og mere skulle der ikke til. Han kravlede glad ned efter den og fortsatte med puslespillet. Hvis jeg havde fulgt min impuls og kastet de førnævnte ord efter ham, er jeg 110% sikker på, at situationen var eskaleret. Han var småtræt og havde egentlig bare brug for at blive set. Da han blev det, var det ikke længere så uoverkommeligt at gøre det selv. Nogle gange vil man bare gerne bekræftes i, at noget er nederen.

Må du godt modtage hjælp, selvom du kan selv?

Vi vil bare gerne ses for dem, vi er

Dagens terapisession var af den hårde slags, med masser af sårbarhed, masser af gråd og masser af vidunderlige erkendelser. Den mindede mig om, at dét, som vi alle bare gerne vil, er at blive set og accepteret for dem, vi er – udenom alle vores præstationer, udenom alt dét, vi tror, vi skal gøre for at være okay.

Og det mindede mig igen om, hvor vigtigt det er, at vi ser vores børn. Ikke for alt det, de gør og kan og er dygtige til. Men bare fordi de er. De vil bare gerne ses. Når barnet siger “Se! Jeg gynger!”, så handler det om netop dét: at blive set. Men ofte pakker vi det ind i alle mulige ord, som handler om præstationer: “Nøj, hvor er du dygtig!” eller “Ja, dét er en flot tegning!”.

Det minder mig om, at jeg skal have skrevet et indlæg om netop dét – om ros.

Har du brug for at præstere for at føle dig værdig?

At finde ind til de vigtige værdier og prioritere

Noget andet som denne tirsdag mindede mig om er, at vi ikke kan alt det, vi gerne vil, på én gang. Der er så meget, vi kan og synes, at vi skal, men vi kan altså ikke det hele på én gang. Hvis vi vil både arbejde, og have familietid og dyrke yoga og gå en tur med en ven og og og på én gang, så bliver intet af det gjort ordentligt. Det er først, når vi rent faktisk mærker de øjeblikke, som livet består af, at vores liv får den fylde og mening, som vi fortjener.

Jeg arbejdede kun meget lidt denne dag, og brugte i stedet aftenen på en dyb og vigtig samtale med Daniel om værdier og prioriteringer. Og endnu engang gik jeg i seng med fornyet energi og lysten til at leve det her liv.

 

På et tidspunkt kommer jeg til at lave en workshop. Jeg ved endnu ikke fuldstændigt, hvordan den udformer sig. Men jeg tror, at den kommer til at handle om at skabe og leve et hverdagsliv i familien, som føles rigtigt; hvor der er tid til at dvæle ved øjeblikket, hvor vi ikke hele tiden har lyst til at logge ud af det nære samvær; hvor vi føler os tilstrækkelige og okay sådan som vi er.

E-bogen som jeg arbejder på i øjeblikket, er et skridt på vejen, og jeg glæder mig sådan til at dele den med dig.

Tak fordi du læste med!

 

To be continued….

 

Du finder de næste indlæg her:

Onsdag

Torsdag

Fredag

Lørdag

Søndag