Alting bliver sat sådan lidt på spidsen, når vi er udenfor vores komfortzone, sådan som vi ofte er det, når vi er hjemmefra.

Der skal ikke så meget til før vi bliver sådan lidt koksede, både A og jeg. Hvad skal der ske? Hvad har vi lyst til? Hvad kan lade sig gøre?

Vi savner

Vi savner Daniel og Tjalfe. Det giver vist sig selv. Vi ringer sammen. Vi snakker om dem.
 
A savner også sine ting, særligt gyngen.

 

Vi har snakket om gyngen også. Vi har personificeret den. Jeg har spurgt A, hvad han tror, den laver. Han tror, at den er blevet taget ned derhjemme, så den hænger klar til lige at blive gynget på.

 

Vi har skrevet et brev til den:

 

“Kære gynge. Jeg savner dig. Jeg glæder mig til, at vi kan gynge sammen igen.”

 

Og siden er der ikke blevet talt om den, men jeg tror stadig, at han savner den.

 

Den er som en god ven, han søger, når han lige har brug for at lukke lidt af for verden. Så kan han sidde dér og gynge og lytte til musik og bare være. Sådan tror jeg, at det er. Og jeg tror, at han mangler den her midt i det sådan lidt fremmede.

 

(jeg arbejder i øvrigt på en lille e-bog om savn, som du kan være sikker på at få info om, hvis du melder dig på mailinglisten i bunden af indlægget).

 

Vi skaber trygge rammer udenfor vores komfortzone

Jeg forsøger på bedste vis at skabe trygge rammer her.

 

I vores tilfælde består det bl.a i at vide, hvad der skal ske, sådan nogenlunde.

 

A oplever øjensynligt god støtte i at lave en kalender over de mest markante begivenheder: i dag var vi på biblioteket, i morgen tager vi på mormors arbejde og hilser på uldgrisene Krudt og Kugle, og om 4 dage skal vi hjem igen.

Mit barndomsbibliotek

Vi skaber også en hjemlig stemning ved at medbringe lidt hjemmefra:

 

Vi hører musikken hjemmefra: Kashmir’s ‘No balance palace’ er selvfølgelig med. Og Sansa’en, vores mp3-afspiller, med listen med de 149 sange.

 

Vi har det vigtigste LEGO med og de nye spændende bøger fra biblioteksturen forleden dag.
 

 

Det er en god støtte for os. Så er det nemmere for os at give os hen til alt det, der er nyt.

 

Rastløshed

Jeg er rastløs og har lidt svært ved at finde mig til rette i langsommeligheden og manglen på praktiske opgaver lige her i bedsteforældrene-klarer-alt-det-praktiske-land.

 

Sådan er det altid, når vi er her. Jeg tænker altid, at SÅ kan jeg rigtigt slappe af, smide mig på sofaen og lave ingenting. Og når jeg så ligger der, ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre med det. Det tager lidt tid og eftertanke at finde ud af bare at være eller bare at tage en bog og læne mig tilbage i det.

 

Og også at finde en balance i mellem at være en tryg og nærværende støtte for A, og at trække mig tilbage, når jeg mærker, at han kan lidt selv.

 

Mere nærvær i samværet

Alting er sat på spidsen. Også nærværet. Mine sanser er ligesom skærpede her i det lidt uvante.

 

Jeg nyder hans lille, bløde, vidunderligt varme hånd i min. Hans bare fødder på græsset. Smagen af ærter. Lyden af hans tunge åndedræt, når jeg vågner kort om natten. Synet af hans glade øjne, når han leger med sin mormor og morfar. Lyden af deres grin.

 

Ude er godt.

Efter voldsom søsyge er det lykken at blive mødt af en stærk far med salmiaklakrids og en kærlig favn til A.

Magien i at kunne mærke sin krops behov. A og morfar sidder i stuen og hygger sig. Jeg slapper af i soveværelset og hører A sige: “Morfar, nu er jeg snart nødt til at gå.” Der går et par minutter, og han siger det igen: “Morfar, nu er jeg snart nødt til at gå.”
Han kommer trissende ind i soveværelset og putter sig ind til mig og sover efter få minutter. Det kunne moren godt lige lære noget af ❤️

A oversætter teksten i den Mor Muh og Krage-bog, han hapsede med på vej ud fra biblioteket.

Ærtelykke. De smager af sommer hos min mormor og morfar. Og nu er det måske også sådan, at A vil tænke på det.

Ny interesse for romertal

To på tur ❤️