Som rimelig nyudsprungen hjemmegående mor kan jeg mærke, at jeg, ind imellem, påtager mig andre forventninger til mig selv og vores hverdag, end dem jeg havde, da vi havde dagpleje herhjemme.

I dag er f.eks. sådan en dag, hvor jeg synes, at vi bør gøre alt muligt. Vi burde komme ud på en “ordentlig” tur hver dag. Vi burde se andre mennesker også i dag. Vi burde opleve noget nyt også i dag. Udvide vores horisont.

Der er en masse forestillinger i mig om, hvad vi bør.

Men i dag er ikke sådan en dag, hvor vi har lyst til det. Vi har egentlig ikke lyst til at gå ud. Vi har egentlig ikke lyst til at tage i legestue eller til et eller andet kulturelt arrangement.

Vi har lyst til at sidde på gulvet i stuen med en balje med vand, nogle kopper og decilitermål. Og bare måle og hælde og måle. Og til sidst hælde alt vandet udover gulvet, bøger, legetøj, under sofaen, og oooooohhhh nooooo!!!

Vi har lyst til at se Peter Plys. Flere gange.

Vi har lyst til at puste balloner op og lade dem flyve frit rundt i stuen, mens Tjalfe (hunden) fortvivlet flygter til soveværelset.

Vi har lyst til at undersøge kameraet; lave videoer, der varer 3 minutter og lægge dem ind på computeren.

Vi har ikke lyst til at gå ud.

Og det er dejligt. Men det er nemt at blive usikker på om det er “godt nok”.

 

Ene om ansvaret

Mange af de forældre, jeg taler med via Familiefilosofi, er enten hjemmegående, eller ønsker at blive det, og for langt de fleste gælder det, at de er usikre på om de kan løfte det ansvar, det er at være “ene” om opdragelsen af deres børn. Eller måske nærmere usikre på, hvad der udgør et godt børneliv udenfor en institution.

Når jeg siger ene om ansvaret, så mener jeg egentlig dét, at de her forældre ikke har en institution med pædagoger eller andre professionelle indover, som de kan sparre med, når de er i tvivl. Sådan som normen er. Det er ikke normen i Danmark at gå hjemme med sine børn, og der er en markant fortælling om, at institution og fællesskaber med jævnaldrende er det gode for børn.

At stille sig udenfor dét og gøre noget andet, kan opleves som enormt sårbart.

Måske er det en forestilling om, at hvis man vælger det samme som de fleste, så er man ligesom dækket ind – i hvert fald på nogen punkter?

Omgivelserne reagerer typisk på et valg om at være hjemmegående. Hvis ikke med direkte skepsis og kritik, eller bekymring, så måske med undren og usikkerhed. Heldigvis også ind i mellem med anerkendelse og opbakning.

Men for de fleste af de forældre jeg taler med, smitter usikkerheden af. De bliver selv usikre på om de nu også kan løfte opgaven.

Mange overkompenserer, fordi der helst ikke skal være noget, som andre kan sætte en finger på. Og det medfører for en del forældre, at de får kørt sig selv ned, fordi de gør mere end de egentlig har godt af.

Det er også ind i mellem det, der sker med mig, når jeg tror, at vi bør alt muligt andet end bare at gå med det, som nærer og interesserer os. Jeg bliver usikker på, hvad andre vil tænke. Om det er godt nok, hvad jeg og vi gør.

Og dét sker altså, selvom jeg har en god grundfornemmelse af, at det er det helt rette valg for os; selvom jeg kan se, at min søn trives; selvom jeg kan se, at jeg trives.

 

Hvordan kommer man usikkerheden til livs?

Noget af det vigtigste, for mange af de familier, jeg taler med, er at finde fællesskaber, hvor de valg, som de træffer, bliver accepteret. Hvor de ikke behøver at være på en bestemt måde eller gøre noget bestemt for at blive accepteret. Fællesskaber, hvor det er okay at dele tvivl og frustrationer omkring det at være hjemmegående.

For det er altså ikke nødvendigvis en dans på roser at være hjemmegående. Der er ofte stadig konflikter om dagligdagsting; du har stadig de samme gamle mønstre med dig, som du arbejder med i relation til din familie; der er følelser af ensomhed og utilstrækkelighed; der er udmattelse og vrede og gråd og afmagt.

Men mange oplever, at hvis de forsøger at dele deres frustrationer eller tvivl med familie eller venner, der måske ikke er helt enig i deres beslutning, så får de skudt i skoene, at det er en dårlig beslutning; at de burde få sig en karriere, sætte børnene i daginstitution, osv.

Og hvis det er dét, som man mest af alt møder som hjemmegående, så risikerer man, at det bliver en sårbar, lidt tung og ensom tid.

Der findes heldigvis gode muligheder for at finde andre med samme familielivsstil; både på de sociale medier og fysisk rundt om i landet.

 

Det betyder selvfølgelig ikke, at du nødvendigvis skal gå ud og kappe hånden af din familie eller dine venner, hvis de ikke forstår dit valg. Det betyder heller ikke, at du skal lade være med at fortælle om dit udgangspunkt, dine glæder og bekymringer. Men vær opmærksom på, hvad der nærer dig og hvad der dræner dig. Og sørg for også at gå derhen, hvor du bliver accepteret sådan som du er.

 

 

Udfordringer som hjemmegående

Jeg skriver i øjeblikket om nogle af udfordringerne, man kan møde, når man er hjemmegående med børn.

Jeg skriver bl.a. på nogen små e-bøger om, hvordan du som hjemmegående kan passe på dig selv; hvordan du kan skabe gode rammer for samvær med dit barn; hvordan du kan håndtere eventuel kritik fra omverdenen; hvordan I som familie kan skabe en struktur, som er holdbar og nærende for jer alle, mv.

Hvis du ikke kan vente på, at de bliver færdige, er du altid velkommen til at booke en sparrings-session med mig.

———————————————————-

Kender du til usikkerheden, dig, der er hjemmegående? Og hvis du gør, hvordan ser din usikkerhed så ud?