Når voksne fylder for meget

“Majken, du synger for højt!”

Sådan var budskabet fra en garvet pædagogmedhjælper i en af de første institutioner, hvor jeg var ansat som vikar.

Hun sagde det på en noget mere galant og forklarende måde, men det ændrede ikke på, at jeg følte mig helt vildt forkert, da hun sagde det. Særligt fordi hun kort forinden var blevet ansat i en stilling som jeg havde søgt.

Men.

Hun havde en god pointe og med tiden har jeg kunnet se det:

At når jeg sang så højt som jeg gjorde, så levnede jeg ikke meget plads til børnene. Min stemme blev den toneangivende og efterlod ikke ret meget plads til, at børnene kunne synge på deres egen måde.

At definere og overtage børns leg

Sådan er det med meget af det, vi voksne gør. Vi er store i forhold til børn. Både i størrelse og stemme og bevægelser. Vi fylder bare mere. Og måske kommer vi endda ind i mellem til at fylde for meget og til at sætte dagsordenen fuldstændigt.

Jeg tænker, at vi som voksne, gerne må fylde, vi må gerne være bombastiske og synge højt og gennemtrængende. Hvis det ligger til os; hvis vi kan lide det.

Men jeg tænker, at det ikke skal ske på bekostning af børnenes stemmer. Vi må ikke fylde så meget, at vi ikke levner plads til andre. 
 

Når den voksne gerne vil vise

Jeg ser (og mærker) det især i de situationer, som jeg lige nu vil kalde for “undervisningssituationer”, hvor den voksne gerne vil vise og forklare barnet, hvordan “man” gør noget; hvordan noget fungerer. Den voksnes iver kommer til at blokere for et reelt samspil, en fælles udforsken af det, de står overfor. Den voksne kommer til at overtage.

Måske du kender til situationer, hvor du gerne vil forklare dit barn noget om et eller andet, I er i gang med, og pludselig får dit barn et tomt udtryk i ansigtet?

Jeg kender det i hvert fald fra mit samspil med min søn. Jeg har meget på hjerte, jeg fylder meget, jeg vil meget, og nogen gange (ofte :-D) er det bare lige lidt for meget og så må jeg erkende: ”Okay, dér blev det lige en tand for meget. Nu stod han af!”

Et lille eksempel fra da jeg arbejdede i daginstitution (alle navne er anonymiserede):

“Kalle (1,1 år ) står ved et lille bord med nogle klodser på. Hans bevægelser er langsomme og han lader til at være meget fokuseret på det, han laver. Han har været i gang længe. Han studerer én klods af gangen, hvorefter han lægger den fra sig på bordet igen og tager en ny op. En voksen, Hanne, kommer hen til ham og sætter sig ved siden af ham, mens hun siger: “Nå, Kalle, bygger du tårn?” Hun tager nogle af de klodser, der ligger foran ham og begynder at stable dem ovenpå hinanden med hurtige bevægelser imens hun siger til ham: “Se, den er rød!”, “Man kan putte den op på her”; “Er det ikke smart?”. Hendes tempo er meget hurtigere end Kalles. Der går ikke ret lang tid, måske ti sekunder, måske ikke engang så længe, før Kalle stopper, hvad han laver. Han kigger kort på klodserne og på Hanne, lægger klodserne fra sig og går et andet sted hen.”

Jeg har set mange af den slags interaktioner. Som sagt har jeg ofte været den voksne i den slags interaktioner. 

I det her eksempel er det tydeligt for mig, at Kalle mister interessen for det, han er i gang med at udforske, fordi Hanne fylder for meget i legen, eller i hvert fald, fordi hun fylder på en måde, der ikke harmonerer med det, han gerne vil lige her.

 

Når den voksne definerer legen

Jeg ser det samme i leg, hvor den voksne ind i mellem er fastlåst af bestemte måder at lege på. Et eksempel, der hænger fast hos mig, er fra en artikel jeg læste, da jeg gik på pædagogseminariet. 

Jeg kan ikke længere huske den eksakte reference, men pointen var, at vi voksne ofte har en tendens til at definere, hvad børn laver. I artiklen er der en pædagog, der siger noget i retning af: “Nå, I laver sandkager!” til nogle børn, der putter sand i en spand.

Men i bund og grund véd pædagogen ikke med sikkerhed om børnene laver sandkager. De kan ligeså godt være i gang med at grave efter guld eller hvad ved jeg.

Artiklens budskabet er noget i retning af, at når vi på dén måde definerer, hvad børns leg handler om, så opstiller vi nogle rammer for, hvad det er muligt at lege, når man fx putter sand i en spand. Vi risikerer at begrænse børnenes fantasi og kreativitet.

På samme måde kan den voksne som deltager i en leg, måske komme til at fylde på bekostning af barnet.

Det er en balancegang, ligesom så meget andet, tænker jeg.

 

Hvorfor er det vigtigt?

Jeg tror, at børn lærer verden og sig selv at kende ved at udforske og prøve sig frem. Ved at gøre sig erfaringer med, hvad der er muligt og ikke muligt. Ikke (kun) ved at få serveret de færdige svar. 

Udover, at jeg tror, at det er vigtigt for børn med plads til at udforske verden og lære sig selv at kende, så tror jeg, at vi voksne kan lære rigtig meget om verden og os selv, hvis vi giver os tid til at iagttage børns måde at være i verden på, og ved at lytte ordentligt efter.

Noget af det, jeg holder rigtig meget af i samværet med børn, er den mulighed det giver for at opleve verden på ny. 

Mange af vi voksne har glemt at lege og at være ordentligt til stede i det, vi gør. Vi kan komme til at glemme værdien og magien i de små oplevelser og i de enkelte sanseindtryk.

Hvis vi er opmærksomme på børns fokus, deres opmærksomhed, bevægelser, budskaber, verdensforståelse, tempo, kan vi nogle gange få oplevelser og sanseindtryk, som vi ikke ville kunne på egen hånd, fordi vi har glemt at kigge efter dem.

Derudover giver dét at iagttage vores børn os en god mulighed for at få indblik i, hvad det vil sige at være barn. Det bliver måske nemmere at forstå, hvorfor vores børn handler som de gør, og vi kan nemmere støtte dem i eventuelle udfordringer. Hvilket igen måske endda kan medføre, at vi undgår en masse unødvendige konflikter.

 
Gå på opdagelse i barnets verden

Kulturelle omgangsformer er gode at kende for at forstå og være en del af det samfund, vi lever i. 

Jeg tænker, at det er fint som voksen at inspirere, at være engageret og at have lyst til at vise, hvad vi synes gør verden til et fantastisk sted. Jeg tænker også, at det er vigtigt, at vi er autentiske som forældre; at vi giver os selv plads til at være mennesker på dén måde, vi er mennesker på.

Noget helt centralt, tænker jeg, er vores evne til at aflæse barnets behov i situationen.

Min pointe med den her artikel er egentlig bare at invitere til refleksion over om vores involvering i vores børns færden og udforskning, efterlader rum til børnenes stemme. 

 

Lad barnet føre an

Lad dit barn føre an ind i mellem. Du kan f.eks:

Holde pauser.  

Iagttage dit barns blikretning, bevægelser, tempo, mv.

Spørge dit barn, hvad det laver.

Lytte til det, dit barn siger, og spørge ind til det, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

Følge dit barns bevægelser og tempo. Gøre som barnet gør. Når du bevæger dig med dit barn, kan du få værdifuld indsigt i, hvordan dit barn eksempelvis oplever rummet. 

Når jeg bevæger mig i rummet som min søn gør; når jeg følger efter i hans fodspor; når jeg sætter mig ned i samme højde som ham, og vender mine hænder i luften som han gør, så får jeg både en fornemmelse for hans tempo, for hvad han er optaget af og for hvordan han oplever rummet.

Når jeg eksempelvis sidder på gulvet ved siden af det høje bord med udsigt til de høje hylder bliver det hurtigt tydeligt, hvilke begrænsninger min søn dagligt møder. Når jeg kigger på mine hænder med samme intense blik som det, han studerer sine med, genopdager jeg skønhed, som jeg havde glemt.

 
Og ja, find dén vej, der passer lige til dig og din familie ❤️
 
Tak fordi du læste med ❤️ og del endelig både indlægget og dine oplevelser med at læse det, hvis du har lyst ❤️

--- --- --- --- ---

Vil du have mere Familiefilosofi?

Du kan også finde mig her:
På min mailingliste.
Instagram.
Facebook.
Du er også altid velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for støtte til dine specifikke problemstillinger. Læs mere her.