Uncategorized

Når voksne fylder for meget

“Majken, du synger for højt!”

Sådan var budskabet fra en garvet pædagogmedhjælper i en af de første institutioner, hvor jeg var ansat som vikar.


Hun sagde det på en noget mere galant og forklarende måde, men det ændrede ikke på, at jeg følte mig helt vildt forkert, da hun sagde det.
Men.
Hun havde en god pointe og med tiden har jeg kunnet se det:
At når jeg sang så højt som jeg gjorde, så levnede jeg ikke meget plads til børnene. Min stemme blev den toneangivende og efterlod ikke ret meget plads til, at børnene kunne synge på deres egen måde.

Sådan er det med meget af det, vi voksne gør. Vi er store i forhold til børn. Både i størrelse og stemme og bevægelser. Vi fylder bare mere. Og måske kommer vi endda ind i mellem til at fylde for meget og til at sætte dagsordenen fuldstændigt.

Vi må gerne fylde, vi må gerne være bombastiske og synge højt og gennemtrængende. Hvis det ligger til os; hvis vi kan lide det.
Men det skal ikke ske på bekostning af børnenes stemmer. Vi må ikke fylde så meget, at vi ikke levner plads til andre.

Jeg ser (og mærker) det især i de situationer, som jeg lige nu vil kalde for “undervisningssituationer”, hvor den voksne gerne vil vise og forklare barnet, hvordan “man” gør noget; hvordan noget fungerer. Den voksnes iver kommer til at blokere for et reelt samspil, en fælles udforsken af det, de står overfor. Den voksne kommer til at overtage.
Måske du kender til situationer, hvor du gerne vil forklare dit barn noget om et eller andet, I er i gang med sammen, og pludselig får dit barn et tomt udtryk i ansigtet?
Jeg kender det i hvert fald fra mit samspil med min søn. Jeg har meget på hjerte, jeg fylder meget, jeg vil meget, og nogen gange (ofte) er det bare lige lidt for meget og så må jeg erkende: ”Okay, dér stod han af!”
Et lille eksempel fra da jeg arbejdede i daginstitution (alle navne er anonymiserede):
“Kalle (1,1 år ) står ved et lille bord med nogle klodser på. Hans bevægelser er langsomme og han lader til at være meget fokuseret på det, han laver. Han har været i gang længe. Han studerer én klods af gangen, hvorefter han lægger den fra sig på bordet igen og tager en ny op. En voksen, Hanne, kommer hen til ham og sætter sig ved siden af ham, mens hun siger: “Nå, Kalle, bygger du tårn?” Hun tager nogle af de klodser, der ligger foran ham og begynder at stable dem ovenpå hinanden med hurtige bevægelser imens hun siger til ham: “Se, den er rød!”, “Man kan putte den op på her”; “Er det ikke smart?”. Hendes tempo er meget hurtigere end Kalles. Der går ikke ret lang tid, måske ti sekunder, måske ikke engang så længe, før Kalle stopper, hvad han laver. Han kigger kort på klodserne og på Hanne, lægger klodserne fra sig og går et andet sted hen.”

I det her eksempel er det tydeligt for mig, at Kalle mister interessen for det, han er i gang med at udforske, fordi Hanne fylder for meget i legen, eller i hvert fald, fordi hun fylder på en måde, der ikke harmonerer med det, han gerne vil lige her.

Når den voksne definerer legen

Jeg ser det samme i leg, hvor den voksne ind i mellem er fastlåst af bestemte måder at lege på. Et eksempel, der hænger fast hos mig, er fra en artikel jeg læste, da jeg gik på pædagogseminariet.
Jeg kan ikke længere huske den eksakte reference, men pointen var, at vi voksne ofte har en tendens til at definere, hvad børn laver. I artiklen er der en pædagog, der siger noget i retning af: “Nå, I laver sandkager!” til nogle børn, der putter sand i en spand.
Men i bund og grund véd pædagogen ikke med sikkerhed om børnene laver sandkager. De kan ligeså godt være i gang med at grave efter guld eller hvad ved jeg.

Artiklens budskabet er noget i retning af, at når vi på dén måde definerer, hvad børns leg handler om, så opstiller vi nogle rammer for, hvad det er muligt at lege, når man fx putter sand i en spand. Vi risikerer at begrænse børnenes fantasi og kreativitet.

På samme måde kan den voksne som deltager i en leg, måske komme til at fylde på bekostning af barnet.

Det er en balancegang, ligesom så meget andet, tænker jeg.

Hvorfor er det vigtigt?

Jeg tror, at børn lærer verden og sig selv at kende ved at udforske og prøve sig frem. Ved at gøre sig erfaringer med, hvad der er muligt og ikke muligt. Ikke (kun) ved at få serveret de færdige svar.

Derudover mener jeg, at vi kan lære rigtig meget om verden og os selv, hvis vi giver os tid til at iagttage børns måde at være i verden på, og ved at lytte ordentligt efter.

Noget af det, jeg holder rigtig meget af i samværet med børn, er den mulighed det giver for at opleve verden på ny.

Mange af os har glemt at lege og at være ordentligt til stede i det, vi gør. Vi kan komme til at glemme værdien og magien i de små oplevelser og i de enkelte sanseindtryk.

Hvis vi er opmærksomme på børns fokus, deres opmærksomhed, bevægelser, budskaber, verdensforståelse, tempo, kan vi nogle gange få oplevelser og sanseindtryk, som vi måske ikke ville kunne på egen hånd.

Derudover giver dét at iagttage vores børn os en god mulighed for at få indblik i, hvad det vil sige at være barn. Det bliver måske nemmere at forstå, hvorfor vores børn handler som de gør, og vi kan nemmere støtte dem i eventuelle udfordringer. Hvilket igen måske endda kan medføre, at vi undgår en masse unødvendige konflikter.

Det kan du gøre

Lad dit barn føre an ind i mellem. Du kan f.eks:

Holde pauser.

Iagttage dit barns blikretning, bevægelser, tempo, mv.

Spørge dit barn, hvad det laver.

Lytte til det, dit barn siger, og spørge, hvis der er noget, du er i tvivl om.

Følge dit barns bevægelser og tempo. Gøre som barnet gør. Når du bevæger dig med dit barn, kan du få værdifuld indsigt i, hvordan dit barn eksempelvis oplever rummet.

Når du bevæger dig i rummet som dit barn gør; når du følger efter i hans fodspor; når du sætter dig ned i samme højde som ham, og vender dine hænder i luften som han gør, så får du måske en fornemmelse for hans tempo; for hvad han er optaget af, og for hvordan han oplever rummet. Måske genopdager du en skønhed, du havde glemt?

Når du sidder på gulvet ved siden af det høje bord med udsigt til de høje hylder bliver det hurtigt tydeligt, hvilke muligheder og begrænsninger dit barn dagligt møder.

Kort sagt: du lærer dit barns verden (bedre) at kende.

1 thought on “Når voksne fylder for meget”

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *