Mange store følelser

Følelserne kommer stærkere til udtryk hjemme hos os i øjeblikket end de har gjort tidligere.

 

Sådan virker det i hvert fald.

 

Måske handler det om, at vi nu ikke alle sammen er hjemme sammen hele tiden?

 

Måske handler det om, at der nu er plads til følelserne på en anden måde end før?

 

Forandringerne herhjemme handler jo nemlig om flere ting.

 

Der er dét, at der nu ofte kun er én voksen og ikke to, som tidligere.
Der bliver sat flere personlige grænser. Og nu er der pludselig ikke en anden voksen at spørge: “Vil du så læse bogen sammen med mig?”, når den ene ikke har tid eller lyst.
Dén voksne, der er der, har måske også mindre overskud og flere praktiske opgaver.

 

Det fører noget med sig. En ny form, som vi ligeså stille lærer af, og lærer at finde rundt i.
Og så er der dét, at vores hjem ikke længere er en arbejdsplads.

 

Der kommer ikke længere dagligt mennesker, som vi har en arbejdsrelation til, ind i vores hjem.
Vi kan lade støvsugningen ligge. Vi behøver ikke at have boller klar hver morgen. Der er plads til, at det roder.
Vi behøver ikke at åbne op for eller håndtere andres energier og konflikter i vores hjem.
Vi kan skille os af med alle de ting, der ikke nærer os. Legetøj, låse, låger.
Vi kan forblive i nattøjet hele dagen.
Vi er kun os, når vi er syge.
Vi er kun os, når vi er for trætte.

 

Vores hjem føles mere og mere som en tryg base igen.

 

Økohulen havde så mange gode elementer. Økohulen og de mennesker, der har været her, har givet os så meget og har lært os så meget. Om os selv. Om andre. Om kærlighed. Om behov og grænsesætning. Om alt muligt.

 

Men det er også godt for os, at vi nu er kommet til et stoppested. En pause til at mærke.

 

For det har også været sådan, at vi har været så forhippede på, at dagplejen skulle fungere, at vi ind i mellem har glemt og gemt og undertrykt vores egne behov.

 

Nu dukker de så frem, følelserne. Nu er der plads til at kigge på det, der ikke var; det vi savner. Og det giver især plads til den vrede og sorg, der bygger sig op, når basale behov for længe ikke er blevet lyttet til.
Det er ikke nogens skyld. Det er bare noget, der var, og nu skal der være noget andet.

 

Og her får jeg sådan lyst til at indskyde en lille sidenote til andre, der har lyst til at gå samme vej som vi gjorde:

 

Vi var vel blandt de første/tydeligste til at forme og udbrede idéen om ifavnsk/tilknytningsbaseret pasning.
Der er kommet mange til, som vil det samme. Forældre, der vil skabe gode vilkår for deres børn ved at passe egne og andres børn hjemme selv; som drømmer og knokler for at få det til at ske.

 

Og jeg har brug for at sige det her: Det er det rette for nogen, og for nogen er det ikke. Jeg har efterhånden talt med rigtig mange andre tilknytningsbaserede passere og vil sige dette: Det er ikke nødvendigvis nemt. Der er rytmer og rammer. Der er temperamenter og energier. Der er konfliktende behov. Der er alt muligt, som det kan være svært at forudse og ikke nødvendigvis nemt at navigere i.

 

Så: hvis du står dér, hvor du ikke helt ved om eller hvordan, du kan navigere i dét, er du meget velkommen til at kontakte mig her: www.familiefilosofi.dk/sparring

 

Så.

 

Og så videre til følelserne:

 

De er der. Det er hele paletten.

 

Det er glæden, kærligheden, fortvivlelsen, angsten, vreden, frustrationen, lyksaligheden osv.

 

Der bliver sagt ting som:

“Jeg har 700% kærlighed lige nu”

“Jeg er jo din A, som du elsker meeeegahøjt!”
“Jeg eeeelsker min far, når han er der og når han ikke er der”
“Neeeej, hvor er det dejligt at være på tur med dig lige nu, mor”

 

Og der bliver grædt. Og der bliver raset. Og savnet. Og sørget.

 

Stort set dagligt danser vi os igennem en vredesdans, hvor vi kommer af med en masse af det, der sidder i kroppen på os. Og jeg har lyst til at skrive noget om vreden.

 

Vreden kan være vores ven

Vrede er en af de følelser som rigtig mange mennesker har svært ved at håndtere.

 

Mange af os føler dyb skam eller skyldfølelse, når vi er vrede. Mange fik som børn at vide, at de ikke var ønskede, mens vreden stod på.

 

“Det dér kan du godt stoppe med!”
“Lad være med at skabe dig!”
“Hold op med at være hysterisk!”
“Gå ind på dit værelse og kom ud, når du er god igen”

 

Tyg lige på den:

 

Kom ud, når du er god igen.

 

Altså:

 

Du er ikke god, når du er vred.

 

Jeg vil ikke se på dig, når du er vred.

 

Jeg vil først se på dig, når du er god igen.

 

Bum.

 

Men vrede er en del af livet. Vrede er faktisk en vigtig del af livet.

 

Vreden fortæller os nemlig, at der er noget, vi har brug for.

 

Måske handler det om at få sat en klar grænse over for nogen?
Måske handler det om at få slappet mere af?
Måske handler det om at føle sikkerhed og tryghed?
Måske har du brug for at føle dig værdsat og elsket?

 

Årsagerne kan være mange.

 

Det handler derfor ikke nødvendigvis om at få fjernet vreden. Det handler om at kunne rumme den, og være i den på en konstruktiv måde, mens den er der; at lytte til den; eller i hvert fald være i den på en måde, der ikke gør skade på os selv eller vores omgivelser.

 

Sådan danser vi vredesdans

Vi taler meget om vrede herhjemme i øjeblikket. Og vi taler meget om, at man gerne må være vred.

 

Vi prøver også at formidle, at vrede ikke er en dårlig følelse. Den er ikke dårligere end glæden. Den behøver ikke at forsvinde. Den er der og den er okay.

 

Den omtalte vredesdans bruger vi, når vreden bliver overvældende og føles i hele kroppen.

 

Så siger vi f.eks.:

“Du bliver helt vred nu! Kan du mærke det?”

Vi siger måske: “Jeg vil gerne være sammen med dig, mens du er vred? Må jeg det?”

Og så laver vi typisk noget fysisk sammen og taler om, hvad man kan få lyst til at gøre, når man er vred; hvad der er acceptabelt og hvad ikke.¨

 

Vi giver eksempler:
“Man kan sådan få lyst til at kaste med noget. Her, vil du kaste med puden?” … og så kaster vi med puder sammen, og kommer ofte til at grine midt i det hele. Og så bliver det lidt alvorligt igen. Vreden ligesom bølger lidt frem og tilbage.

 

“Man kan også få lyst til at bide i en klud. Eller råbe i en pude. Eller slå i en sofa.”

 

A på 3 år eksperimenterer lidt med det:

“Man kan også få lyst til at trampe i gulvet?”

“Man kan få lyst til at slå ind i væggen?”

 

Og vi guider ham, og siger f.eks. “Det kan være en god idé at slå i noget blødt i stedet for. Det gør så ondt, når det er på væggen. Det skal helst ikke gøre ondt”

 

Når vreden har fået mulighed for at bølge lidt frem og tilbage, sker der noget. En ændring. En ro. Måske en sårbarhed. Men i hvert fald noget andet.

 

Måske taler vi lidt om, hvorfor vreden var der. Måske taler vi ikke så meget.

 

Forleden, da A var færdig med sin vredesdans sagde jeg: “Wauw, A! Du har hjulpet dig selv med at …”. … og helt instinktivt havde jeg lyst til at fortsætte: “…med at blive glad igen”, men Daniel kom mig i forkøbet, og sagde: “med at være i vreden”.

 

Du har hjulpet dig selv med at være i vreden.

 

Havde jeg sagt “med at blive glad igen” ville jeg have bidraget til fortællingen om, at det er bedst at være glad, og sådan har jeg det jo ikke. Det er ikke bedst at være glad. Behageligst? Nemmest? Måske… Ikke nødvendigvis, men måske. Men i hvert fald ikke bedst. Alle følelser har deres berettigelse.

 

Min egen vej med vreden

Jeg har også min andel af vredesarbejde at udføre.
Jeg har i mange, mange år ladet andre mennesker vade ind over mine grænser. Jeg har selv ladet dem overtræde dem. Fordi jeg dybest set ikke troede, at jeg var noget værd; fordi jeg troede, at jeg kun var værdig, hvis jeg ikke fyldte for meget og ikke var for besværlig.

Det sker stadigvæk igen og igen. Jeg får strakt mig for langt. Bruger energi, jeg ikke har. Afstår fra at sætte grænser.

Og så må jeg igang med min egen vredensdans. Den er ikke så fysisk. Nogen gange er den, men langt fra altid.

 

Jeg tillader mig selv at tænke alle de grimme tanker. Jeg tillader mig selv et break. Jeg tillader mig selv at se på mig selv med medfølelse.

 

Jeg har bl.a. en række sætninger, jeg har fundet frem til igennem terapi, og som jeg bruger, når det bliver svært. Sætninger, som jeg har haft brug for at høre på forskellige tidspunkter i mit liv. Sætninger som jeg selv ville bruge, hvis én af mine nære, stod i mine sko:

 

“Åh, ven… Det er hårdt for dig lige nu!”
“Jeg vil gerne være sammen med dig”
“Kom lad mig støtte dig!”
“Hvad har du brug for?”

 

Den slags. Det hjælper. Det er ligesom om, at det hjælper mig med at få klartgjort, hvad det er, jeg står midt i.

 

Og så finder jeg ind til, hvad jeg kan gøre for at gøre det anderledess en anden gang. Jeg gjorde noget denne gang. Der skete noget. Hvorfor skete det mon? Hvad var det mon, jeg havde brug for i stedet for det, der skete?

 

Den slags.

 

 

Hvordan er du i vreden? Hvad hjælper dig? Og hvordan støtter du dit barn?