At finde balancen i familien, så alle får deres behov mødt, kan være noget af en udfordring.

Hvordan laver jeg eksempelvis yoga, når jeg har et barn hjemme, som gerne vil kravle på mig imens?

Eller, som vil skrue op og ned på volumen på de yogavideoer, jeg ser?

Eller, som vil starte og stoppe videoerne for at se, hvad tallet på tidslinjen siger?

Og som altså ikke gider at komme ned på måtten og lave yoga sammen med mig?

 

Min tålmodighed bliver sat på prøve

“Altså, hey! Damen i videoen sagde altså lige, at det her er MIN tid! Og du hopper rundt på mig som om du slet ikke har hørt det!?”

“Altså, hey! Alle de andre mødre på insta kan finde ud af at motivere deres børn på de rette måder, så de godt gider at lave yoga sammen med dem!?”

 

Men SELVFØLGELIG hopper han rundt på mig

Selvfølgelig skruer han op og ned og taler i en uendelighed, imens jeg forpustet og rød i hovedet forsøger at få rettet kropsdelene ind i de rette stillinger.

 

Han gør det formentlig dels, fordi det er nyt og spændende.

Han gør det formentlig dels, fordi han ikke ved, hvad han skal bruge det der yoga til.

Han gør det formentlig dels, fordi det er noget, som jeg er optaget af, og derfor gerne vil være med.

Og han gør det måske også, fordi han kan mærke, at der sker noget med mig og min opmærksomhed, når jeg laver yoga.

 

Når jeg laver yoga, så trækker jeg mig mentalt fra mit samvær med ham, og zoomer ind på min egen krop. Den slags er en sikker børnemagnet. I hvert fald herhjemme.

Det er som om jeg forsvinder fra hans radar, og han tænker: ”Hey, mor! Hvor blev du af?”

Mit gæt er, at han har brug for at føle, at jeg stadig er der, så han prøver at genskabe kontakten med mig ved at lave en masse krumspring for at få min opmærksomhed.

 

Og jeg må jo sige, at det lykkes ham at fange min opmærksomhed!

Og jeg må også sige, at jeg mere end én gang har mistet mit cool.

Og jeg vil med skam erkende, at jeg mere end én gang har talt i en lidt for hård tone, fordi jeg f.eks. ikke kunne høre, hvad instruktørerne sagde. Eller fordi han kravlede på mig.

Og jeg kan mærke, at han så trækker sig fra situationen på en måde, der ikke er sund for hverken ham eller mig eller vores relation.

Det er tydeligt, at han føler sig udenfor. Det er tydeligt, at han bliver ked af det på en måde, der ikke bare er “æv, jeg måtte ikke”, men som nærmere handler om noget i vores relation; noget grundlæggende.

Og sådan har jeg ikke lyst til at lave yoga.

 

Så hvordan får jeg lavet yoga på en måde, hvor han ikke føler sig udenfor?

Det korte svar er: Vi øver os.

 

Jeg véd, at jeg ikke bare sådan kan ændre på, hvordan han har det med det. Jeg kan ikke bare trykke på en knap eller sige nogle magiske ord og så retter han ind og sidder pænt med en bog og læser mens jeg sveder på gulvet.

Så.

Jeg øver mig i at lave yoga med en indstilling, der byder ham velkommen. Jeg øver mig i at være kærlig og tålmodig og sætte videoen på pause eller spole tilbage 17 gange for at forsøge at lave den samme stilling uden afbrydelser.

Jeg giver ham plads til at undersøge videoerne. Til at trykke på knapperne. Til at scrolle rundt i tiden og skrue op og ned for lyden. Jeg skaber rum for det ved f.eks. at sige: ”Så! Nu er jeg færdig med at lave yoga. Har du lyst til at kigge på videoerne?”

Jeg laver aftaler med ham om, at han må trykke på knapperne, når der skal trykkes på noget, f.eks. når jeg skal finde en bestemt video eller når der kan ’registreres praksis’ efter videoen er slut.

Jeg sørger for at tanke godt op på hans ”konto” inden jeg går i gang, så jeg ved, at han ikke i forvejen føler sig adskilt fra mig eller at han har et eller andet behov, som jeg ikke har set.

 

Det “virker” ikke altid

Det betyder ikke, at han så bare lader være med at trykke på knapperne, mens jeg er i gang. Eller at han lader være med at kravle på mig i mens.

 

Men jeg oplever med tiden, at det faktisk går i retning af, at jeg kan følge en video uden, at vi kommer i konflikt med hinanden.

Forleden dag f.eks., hvor han bare sad stille og kiggede på videoen mens den kørte, gik lidt ind og gyngede og så kom igen, da jeg kaldte og spurgte om han ville ’registrere praksis’.

Og sådan er det ofte, når vi prøver at gøre noget nyt i relation til vores børn: Det tager tid for dem at omstille sig. Det tager tid for dem at forstå de nye omgangsformer. Og de har, som altid, brug for vores accept, anerkendelse og tålmodighed i processen.

 

Det betyder ikke, at jeg alle dage kan sætte mig og lave yoga. Der vil helt sikkert være dage, hvor det hele går op i hat og briller. Og det er så okay.

 

Vi øver os og finder ligeså stille en måde at være sammen på, hvor der er plads til de gode kompromiser.

 

Hvordan skaber I tid til at imødekomme de forskellige behov i familien?