Uncategorized

Når børns grænser ikke bliver respekteret

Du kender det måske:

Følelsen af, at et andet menneske kommer for tæt på dig.

Måske én, du kender; måske en helt fremmed.

Din intimsfære bliver brudt. Den anden er for tæt på.

Måske bliver der lagt en hånd på din skulder eller dit lår. Du bakker væk, men den anden kommer tættere på igen. Du bliver utryg og ved ikke helt, hvad du kan forvente herfra. Du ved ikke helt, hvordan du skal sige fra. Hvis du siger fra bliver der måske grinet lidt eller sagt et eller andet affejende om din reaktion eller dine følelser.

Forestil dig, at du er 1 år gammel og hverken har kognitiv udvikling, erfaring eller sproget med dig. Som i denne fortælling:

“Vi mødes med nogle bekendte. Én af dem kommer hen til os og hilser på mig og på Hjalte, der sidder i bæresele på maven af mig. Kvinden stikker hovedet helt ned til Hjalte mens hun laver grimasser og siger en masse ord til ham. Hjalte trykker sig ind til mig og vender hovedet væk fra hende. Kvinden siger “Heeeej du!”, og går om på den anden side, så hun igen kan se hans ansigt. Hun begynder at røre ved hans hage og kind. Han kigger ikke på hende, og trykker sig tættere ind til mig. Jeg trækker mig lidt væk fra kvinden. Hun forsøger at få øjenkontakt med ham. Hun rækker igen armen ud efter ham, og da hun nu ser hans reaktion, siger hun: “Nåååå, er han bange for mig, nå… nå”, mens hun griner lidt. Hjalte kigger ned.”

Alle mennesker har grænser, både store og små, men ofte tænker vi måske ikke så meget over det. Måske især ikke med de helt små børn.

Jeg har efterhånden talt med mange forældre, som jævnligt oplever, at deres børns grænser bliver overtrådt af andre voksne mennesker, om det så er venner, familie eller tilfældigt forbipasserende på gaden.

Det er lidt de samme mønstre, jeg hører i deres fortællinger:

Det er voksne mennesker, mere eller mindre kendte for barnet, som kommer tæt på, gerne vil ae, røre, holde, nusse, osv., men som ikke forstår, når barnet siger stop.

Det er når det lille barn går fra favn til favn til familiefesten, selvom det egentlig helst vil ligge hos mor. Det er når den voksne siger: ”Ej, giv da lige tante Oda et kys” uden at se, at barnet ikke har lyst. Ofte er der måske ”bare” tale om et lille flygtigt klap på kinden eller håret.

Der er mange forskellige situationer.

Det er ikke ualmindeligt, at helt fremmede mennesker rører ved små børn de ikke kender. I den bedste mening.

Hvor er han sød. Hvor er hun dejlig.

På et tidspunkt læste jeg et indlæg, der bl.a. handler om at respektere børns kropslige grænser.

Indlægget skitserer mulige negative konsekvenser ved ikke at gøre det. Eksempelvis, at barnet måske lærer, at det er okay, at andre mennesker bryder dets intimsfære, og at det muligvis får sværere ved at mærke efter, hvad det egentlig har lyst til at være med til.

Når vi ikke lytter til barnets verbale eller kropslige nej, risikerer vi, at barnet tror, at dets stemme og signaler ikke gælder.

Når vi griner (hvor kærligt det end er ment) risikerer vi, at barnet tror, at dets oplevelse af situationen er forkert.

Men det er så utrolig vigtigt at vide, hvad man vil og ikke vil være med til, og det er vores ansvar som de voksne at støtte barnet i at opnå en god fornemmelse for sig selv og sine grænser.

De bedste intentioner

Det er virkelig vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke tror, at grænserne bliver overtrådt med vilje. Jeg tror, at interaktionen er i den allerbedste mening. Vi er sociale væsner. Det handler vel om at danne relation og skabe samhørighed? Om at vise omsorg og kærlighed

Og det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke mener, at vi mennesker, store som små, skal holde op med at røre ved hinanden.

Det er ikke dét, jeg mener.

Men jeg mener, at vi skal have for øje om den anden part faktisk også har lyst til at blive rørt ved. Børn må gerne have de grænser, de nu engang har.

Og jeg mener, at hvis vi kommer til at overtræde en grænse, så er det faktisk på sin plads at sige: ”Hov, undskyld! Der kom jeg vist for tæt på. Jeg bakker lige lidt væk!”.

I stedet for at grine. Og dermed måske få den anden part til at føle sig forkert.

Børn er forskellige

Børn er forskellige og det er deres grænser også. Nogle børn vil måske gerne sidde på skødet af helt fremmede i laaang tid og nyder en masse opmærksomhed fra en masse mennesker. Andre vil måske hellere bare være i kendte rammer og ind i mellem stikke næsen frem og iagttage verden. Der er ikke noget rigtigt og forkert.

Derfor handler det selvfølgelig om at se på det enkelte barn.

Vi kan være opmærksomme på kontakten, give barnet tid til at se os an, lade barnet tage initiativet til interaktion. Vi kan se på barnets reaktion på de ting, vi gør. Vi kan spørge dem, der kender barnet bedst. Det handler om at observere og lytte.

Vær på barnets side

Mange af de forældre, jeg har talt med, fortæller, at de har svært ved at finde ud af, hvordan de skal håndtere det, når de kan mærke, at andre overtræder barnets grænser.

De ved ikke, hvad de skal svare, når familien siger: ”Ej, nu er I altså for pylrede”, eller, hvad de skal sige, når den venlige forbipasserende bliver ved med at nusse det lille barn, der trækker sig væk.

Nogle gange er de måske blevet sådan lidt undskyldende i situationen og siger eksempelvis: ”Han er lidt genert”.

En bekendt gjorde mig imidlertid opmærksom på, at når vi gør dét, så er det ikke den voksnes handling mod barnet, vi problematiserer. I stedet er det barnets reaktion og barnets grænser, der bliver italesat som noget særligt. Vi risikerer, at barnet kommer til at føle sig forkert, når vi omtaler det på den måde.

Min bekendte foreslog, at man i stedet kan stille sig på barnets side og tale med barnet om det, som det oplever: “Hov, kom hun lige lidt for tæt på? Det tror jeg ikke, at du kunne lide? Kom, vi rykker os lige lidt tilbage.”

Og samtidig kan man så oversætte barnets reaktion til den voksne, man står overfor: ”Jeg kan se, at hun ikke kan lide, at du rører ved hende lige nu.”

På den måde tager vi barnet seriøst; vi gør det ikke forkert, og vi får også formidlet budskabet til den voksne, vi står overfor.

Hvis der er tid og lyst til det, kan man jo efterfølgende tage en mere uddybende snak med den pågældende voksne om, hvorfor man gør og siger, som man gør.

Jeg tænker, at det vigtigste er, at vi på en eller anden måde får signaleret overfor barnet, at hans eller hendes grænser er helt okay.

Hvordan støtter du dit barn i at mærke og sætte sine grænser?

Inspiration:

http://everydayfeminism.com/2015/06/never-force-child-hug-people/

http://talmedboern.dk/boerns-intimitet/

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *