Med børn i familien kan man næsten ikke undgå, at det vil opstå situationer, hvor et barn kommer til skade. Det er aldrig ønsket for nogen forælder at opleve at skulle indlægges med et barn. Alligevel er der mange forældre, der efterhånden har været forbi sygehuset og har måtte overnatte, fordi det er blevet vurderet som nødvendigt. Kunne man som forælder bytte plads med sit barn, ville der ikke være mange, der tøvede så meget som et sekund. Alligevel er det også nogle gange i disse situationer, at forældre kan fortælle om den styrke, som de små børn rummer. Det er i livets hårdeste situationer og på de mest mærkværdige tidspunkter, at vi ser styrken i børn. Et smil igennem smerte, eller et grin over en hospitalsklovn. Der er på en anden måde øje for livets allermindste glæder, når man bliver presset, som man gør, når ens barn indlægges.
Bitte små hospitalsglæder
Nogle gange er det de allermindste ting, der gør en forskel for børnene og dermed også for forældrene. At forældrene er gået ud for at finde en kop kaffe, mens barnet sover, og kommer tilbage til et lysvågent barn, der leger med fjernbetjeningen til sin plejeseng. Måske barnet helt selv har fundet ud af, hvordan hospitalets plejeseng virker, eller måske sidder der en sygeplejerske ved siden af og fortæller, hvordan det er magi, der får barnets plejeseng til at vippe op og ned. Selv der, når livet er svært i en situation, man ville ønske slet ikke var aktuelt, kan ens barn bringe smil og glæde frem. En simpel plejeseng og en hjertevarm sygeplejerske har pludselig ændret humøret i rummet. Måske det bliver det barnet husker allermest. Måske meget mere end smerten, og de skræmmende apparater. Måske er det minde, der sætter sig allermest fast, billedet af en sygeplejerske som storsmilende fortalte om små feer inde i fjernbetjeningen, som synger så lavt at kun de andre feer i barnets plejeseng kan høre dem. Og pludselig bevæger barnets plejeseng sig. For feerne har sunget. Og magien overskygger alle de mørke øjeblikke, og al frygten for blod eller smerte. Pludselig var noget lidt bedre i denne verden. Og som forælder i døren, må man smilende se til, mens et minde skabes. Mens fantasien endnu tager imod de gode historier om magi og feer i en plejeseng.
Nogle gange ved vi ikke, hvad det er, der former os. Hvilke grundpiller der bliver lagt, og hvornår fundamentet for vores liv skabes. Men nogle gange skabes gode øjeblikke, der hvor man allermindst venter dem. Og nogle gange varer de minder ved, og vidner om en tid, hvor barnet bare var barn. Hvor uskyldigheden trumfede over alt andet. Får man som forælder øje på sådan et moment, bør man gemme det minde et sted, hvor det aldrig forsvinder.